Hører man P1 dagligt, så kan man ikke undgå at støde på kritik af den egyptiske regerings udemokratiske foranstaltninger, møntet på at holde det islamiske Muslimske Broderskab fra magten. I starten af 1900-tallet afviste den senere rektor for Københavns Universitet, Johs. Østrup, at det var muligt at indføre en ‘folkerepræsentation’ i Egypten, dels på grund af befolkningens politiske umodenhed, og dels på grund af det, han med tanke på islam betegnede som “selve Opgavens indre Uløselighed” (1929:97). Såvidt har han helt ret, men det burde ret beset ikke være så svært at vælge mellem et ufuldstændigt verdsligt demokrati og et fuldfedt islamistisk diktatur.

Den yderste venstrefløj ser naturligvis anderledes på det. Læs blot nedenciterede fra en artikel i seneste udgave af egyptiske Al-Ahram Weekly (5-11 april 07), som beretter om forbrødring mellem den yderste venstrefløj og Det Muslimske Broderskab - ikke bare i Mellemøsten, men globalt, og tilmed med tråde til Dannmark. Den danske valgforsker Johannes Andersen var i 1970erne aktiv trotskist i Internationale Socialister, senere blev han vistnok socialdemokrat, men det afholder ham tilsyneladende ikke fra at pleje omgang med islamister i Det Muslimske Broderskab - for nu ikke direkte at kindkysse med terroristiske Hamas og Hizbollah. For et par år siden advarede han i en bog om, at Danmark var ved at blive et ‘totalitært demokrati’. Nu skal han åbenbart til islamistkongres for at finde folk der vil bekæmpe det totalitære aspekt i den vestlige demokratiopfattelse.

Fra Anti-globalists reach out to Islamists af Erik Walberg.

“The left realises this and is finally overcoming its traditional resistance to the cultural conservatism of Islam, and likewise Muslims are reaching out to the left — clear examples are Egypt with the Muslim Brotherhood’s (MB) prominent role in this conference and Lebanon, where Hizbullah was prominent at a similar anti-imperialism conference last November in Beirut. Organised by Al-Karama (Dignity), Al-Ishtirakyin Al-Sawryin (Socialist Revolutionary Party), Al-Ikhwan Al-Muslimin (Muslim Brotherhood) and Al-’Amal (Labour), and held at the Egyptian Press Syndicate, the conference attracted close to 600 participants and observers from around the world, including a delegation of 80 South Koreans and 20 Canadians.

But what can we make of the overwhelming prominence at the conference of the MB and their very professional brochures and CDs, well translated into English? One pamphlet quotes MB deputy Khairat El-Shater assuring the reader “No need to be afraid of us” and “We do not promote an anti- Western agenda”.

[…]

The key forum at the conference: “bridge building between the left and Islam” focussed on re-evaluating the relations of the left and the Islamists, as well as on practical ways to increase cooperation.

Mohamed Ghozlan, an MB Al-Azhar student activist, described the underlying misunderstanding: “the left thought Islam was just an anachronism, while Muslims accused the left of trying to destroy their way of life. However, with both sides being repressed by dictatorship, we are able to cooperate now on the basis of human rights and the fight against the war in Iraq and globalisation. Such Latin American leaders as Hugo Chavez have accelerated the cooperation, reaching out to the Muslim resistance.“

[…]

The wars in Iraq and Lebanon increased the collaboration, and the struggle around the 2006 elections in Egypt showed the success of this strategy, with six nationalists and 88 MB candidates elected. Earlier, when MB members were arrested, the left did little — the government was able to use religion to keep the left afraid of the Islamists and the Islamists afraid of the ‘godless’ communists. Both sides were at fault here in Egypt. Ironically it was actually easier for Islamists to work with European leftists than Egyptians, but all that has changed. The bad blood between the MB and the left dates from the 1960s and is now being overcome.“

[…]

Ali Fayyad of Hizbullah backed up Mazraani, though he complained that, “many socialists in Europe still refuse to work with us, calling us ‘terrorist’”. He admitted that Islamists are conservative and often don’t want to work with the left, especially extremists like Al-Qaeda, which “will not work with anyone and will fail”. Then there are the liberal Muslims who don’t care about the war and occupation, lack a clear position on imperialism, and as a result, actually ally with it. ” The differences of Hamas and Hizbullah with the left are minor — family and social priorities — and at the same time, the Islamic movement must apply democracy, which is really the same as shura. Democracy is a bridge to cross to a better world. We should avoid intolerance in governance, whether it’s Islamic or not, and forcing religion upon people.” He referred to Gramsci’s argument about creating a common front at important historical junctures to induce historical change, after which the different groups can go their separate ways.What a lovely irony to have an Islamist quoting a Western communist theorist. [Edward Said, som alle danske islamforskere idag dyrker, baserer en stor del af sit tankegods på Antonio Gramsci]

“By working with Islamic groups in an open way, the left can have a positive impact on Islamic movements, and vice versa.”

The international left, as represented at the conference, emphasised practical ways to reach out to the broader Muslim community, as reflected in conference forums on such projects as twinning UK and Palestinian cities, countering the boycott of the Hamas government in Palestine with a boycott of Israel and Western firms that provide military equipment to Israel, countering Islamophobia — in a word, citizens’ diplomacy.

[…]

Johannes Anderson of Denmark criticised the Danish left for not standing behind Muslims during the cartoon controversy, allowing a weak prime minister to emerge unscathed. “I’ve changed through the past years and grown through criticism. We should not be afraid of it. We fight for democracy in the Middle East and Europe against neo- liberalism which is taking away our rights everywhere.”



DIIS afholdt for et par uger siden en større konference under titlen Religion in Security Politics: New Themes and Challenges, og blandt talerne var Jørgen Bæk Simonsen, Michael Irving Jensen og Rasmus Boserup.

Den tidligere fremskridsmand Ole Gerstrøm var onsite, og giver i Den Danske Forening en personlig beretning fra affæren - Kætter ved islam-konference i Udenrigsministeriets tænketank DIIS

“Jeg deltog i nedenstående konference, hvor der var op mod 100 deltagere. Det var udenrigspolitiske forskere, pressen, diplomater og universitetsfolk (bl.a. 2 fra London University og en professor fra Oxford). Stemningen i disse kredse er ren appeasement… Jeg deltog, fordi jeg gerne ville sige noget til deltagerne. Jeg tror det lykkedes.

Først tog jeg udgangspunkt i en bemærkning fra Dr. Thomas Scheffler (amanuensis ved Carsten Niebuhr Institutet, Københavns Universitet) om at “i ethvert samfund er der noget helligt (sacred) som ikke bør fornærmes (be insultet).” Jeg fremhævede, at der findes det sekulære samfund, hvor det religiøse henvises til privat-sfæren. Jeg sagde, at megen religion er dum overtro (stupid superstition). Det gælder paven i Rom, og den amerikanske præsident med hans fundamentale kristendom. Og også islam med de skøre regler om f.eks. dødsstraf ved visse former for seksuel adfærd. Så sagde jeg direkte “islam is stupid superstition” (islam er dum overtro), og “I have no respect for islam” (jeg har ingen respekt for islam).” Dr. Scheffler begyndte at protestere lidt, men så spurgte jeg ham, om han tror på, at man kommer i helvede, hvis man ikke følger bestemte regler. Han tav, og forsamlingen grinede. Jeg havde sagt det usigelige i disse kredse, og jeg fornemmede at mange følte en lettelse.

I kaffepausen kom mange hen til mig med venlige bemærkninger. Jeg spurgte Jørgen Bæk Simonsen, om han var enig med mig. Han svarede “jaeh…, altså Danmark er jo ikke en sekulær stat.” Jeg spurgte, om han tænkte på folkekirken. Ja, det var indvendingen. Men ellers var vi enige! Og Muhammed-balladen var en politisk sag startet af arabiske regeringer. Det var vi også enige om.

Næste taler var en dame fra University of Paris, Azadeh Kian, der fortalte om den franske tørklædesag, og hvordan muslimske kvinder markerer deres selvstændighed ved at bære sløret. Jeg var oppe som den første til at kommentere, og jeg tog udgangspunkt i Hirsi Ali’s påvisning af kvinders undertrykkelse i Theo van Goghs film Submission, og jeg nævnte hvordan muslimske kvinder, i moskeen bliver forvist til sidelokaler, og derhjemme må stå i køkkenet, mens mændene tager for sig i dagligstuen. Jeg nævnte også den britiske Channel 4 dokumentar fra The Green Lane Mosque i Birmingham, hvor imamen påbyder, at hvis kvinder ikke bærer slør så skal man slå dem (hit them). Jeg stod op foran første række, og bevægede mig et skridt til siden, hvorved jeg nærmede mig kvinden. Så råbte hun “dont come near me” (kom ikke nærmere) jeg svarede “I shall not touch you” (jeg rører dig ikke) og forsamlingen grinede. Hun havde afsløret sig som muslim (hun bar ikke slør). Endeligt nævnte jeg videre fra TV-dokumentaren videlolinket fra Saudi Arabien, hvor imamen erklærede, at ALLE kvinder skulle bære slør. Muslimkvinden vrængede af mig “and so what,” (og hvad så) hvortil jeg svarede, “they are paying the show” (de betaler gildet). Folk grinede igen…

Seniorforsker Ulla Holm fra DIIS gik hen til muslimkvinden Azadeh Kian og lagde hånden på hendes arm. Det var tydeligt, at hun skulle trøstes, efter at have stået over for en vantro, der “hånede” hendes religion. Måske djævelen selv i forklædning.”





Professor Eva Smith og hendes datter, filminstruktør Cathrine Asmussen var gæster i Gaardbo på P1 sidste mandag. Det blev til en længere samtale om opdragelse, hvor førstnævnte mærkeligt fremstod som mest sympatisk (blandt blinde er den enøjede konge). Efter en times tid var alibiet sikret, og propagandaen kunne begynde.

Bemærk hvorledes Jens Gaardbo med sine tørre besindige kommentarer medvirker til at skabe en virkelighed, hvor politiske forskelle reduceres til at være et spørgsmål om at vide og føle nok.

Eva Smith: … i de senere år er samfundet blevet mere intolerant… Jeg synes for eksempel det er helt utroligt at det danske samfund kan acceptere at der sidder nogle mennesker og rådner op i de der asylcentre. Det er jo ikke fordi det er så forfærdelig mange mennesker det drejer sig om - det er 500-600 mennesker, og vi sidder bare med hænderne i skødet og kigger på, at deres liv bliver fuldstændigt ødelagt. Det synes jeg er helt utroligt - det kan jeg slet ikke fatte, hvordan, et samfund som jeg igennem hele mit liv har opfattet som tolerant og omsorgsfuldt, hvordan man kan stå model til det.

Jens Gaardbo, P1: Det er blandt andre din datter der ikke reagerer. Eller hvad?

Cathrine Asmussen: Hmm [lang tænkepause] Jamen, hvad skal jeg gøre. Altså jeg mener, jeg kan jo [dybe vejrtrækninger], jeg er jo helt enig i at det er forfærdeligt, men altså.

Eva Smith: Du kan få nogen på gaden til at slås for et ungdomshus til sig selv, til et sted hvor de kan udfolde sig, hvor de kan - men du kan ikke få dem på gaden til en demonstration for de mennesker som sidder der.

Jens Gaardbo, P1: Nej, men det du kritiserer din datters generation for, er lige præcist det der afbilledes nu. Hvor de datter siger ‘hvad skal jeg gøre’?

Eva Smith: Ja.

Jens Gaardbo, P1: Hvad skal hun gøre?

Eva Smith: Hvad skal hun gøre? Hun skal altså, på ee, ja…

Jens Gaardbo, P1: Du har typisk skrevet en kronik, og sørget for at komme i radioavisen. Du har typisk sørget for et eller andet opråb.

Eva Smith: Jaja, ok, men det er da rigtigt nok at vi i virkeligheden måtte prøve på at komme igennem i et politisk parti, og det ville selvfølgelig være rigtigt godt, men ellers skulle man måske arrangere en demonstration eller man kunne på den ene eller anden måde sige - ‘det der, det er altså simpelthen for meget’, det kan I ikke [afbrydes]

Nina Asmussen: Det som jeg synes er så forfærdeligt - Jeg har set en dokumentarfilm oppe fra en af de der, hvor man bare havde det sådan - det kan ikke være rigtigt, at jeg bor i et land, hvor der er på den her måde. Jeg bliver virkelig magtesløs. Når jeg ser det, og det er dokumenteret og alt muligt, og der så ikke rigtigt bliver handlet politisk på det, så bliver jeg indrømme, så kan man jo godt føle sig lidt afmagt, sådan lidt hvem - altså, alle beviserne er der.

Jens Gaardbo, P1: Men regner du med andre gør noget? Er det derfor?

Cathrine Asmussen: Altså, jamen altså jeg synes jo jeg gør noget på min måde om jeg så må sige. Sådan er der sikkert mange mennesker der har det. Jeg ehh, altså, jeg laver mine dokumentarfilm.

Jens Gaardbo, P1: Jeg tror nok, at det du siger til os Eva, det er at du har det indtryk at folk om ikke er ligeglade, men så orker de simpelthen ikke at interessere sig for det. De kører hjem fra arbejde, de har travlt.

Eva Smith: De tænker, at de håber snart politikerne gør noget ved det. Ikke, altså. Mange siger det der, det er ikke godt, og de vil ønske der blev taget hånd om det problem. Men de tænker, ah, mon ikke politikerne får taget sig sammen om at få gjort noget ved det her.

Jens Gaardbo, P1: Tror I ikke det er helt centralt i moderne tider som det hedder, at din datters generation, måske os alle sammen. Vi har så travlt med at få den levestandard vi alle vil have - velfærden er blevet vor forbandelse. Vi skal arbejde meget, blandt andet fordi mange i det her land ikke skal arbejde, og så skal vi arbejde meget fordi vores forventninger til vore fysisk materielle velfærd er store, både i det daglige og på ferier, og til vores mad og til vores biler, og til vores rejser og alt muligt andet. Derfor har vi simpelthen ikke personligt overskud til at tage os af andet end indtægt, de der to børn og den der mand, som man så ser et par gange om ugen. Er det en rigtig teori? Er det velfærd, der simpelthen har gjort os ude af stand til at kere os om ret meget andet, end vor egen velfærd.

Eva Smith: Jeg synes det skulle være mærkeligt, hvis det skulle være det, fordi trods alt er der jo mange mange lettelser i forhold til dengang jeg var ung. Der var ingen maskiner der ordnede alting for os.

Jens Gaardbo, P1: Men det har altså ikke ført til noget personligt overskud - det er faktisk det jeg hører dig sige - og til et personligt underskud.

[…]

Cathrine Asmussen: Der er bare så mange andre ting i den her debat omkring de her asyl - det handler jo også om, min frustration handler også om at det er fordi de er fremmede, at folk ikke reagerer. Der er ligesom også nogle andre grunde, der handler om at vores samfund har bevæget sig hen i en meget intolerant og mangel på menneskelighed. Vi går helt amok over de her smågrise, vi hørte om igår ik’ - der bliver en transporter og der bliver gjort en helt masse dagen efter, og nu holder vi op meed 24timers-transporter, der er nogle grise der er begyndt at spise hinanden og sådan. Vores omsorg for små pattegrise ik’ - og så sidder de her mennesker og rådner op heroppe. Der er nogle andre dagsordener oppe, og det er her min afmagt starter. Jeg har mødt mennesker Dansk Folkeparti eh - der ud af, som jeg simpelthen ikke kan nå. Jeg kan ikke nå dem.

Apropos.

5/4-07 Berlingske Tidende - Leder: Hovedløs udlændingepolitik.

“Samfundets behov for at kunne styre indvandringen vil altid støde mod menneskers ønske om at åbne døren for medmennesker. Men at søge en udvej fra dilemmaet via en halv opholdstilladelse er hovedløst og i virkeligheden også hjerteløst - medmindre man lader dem blive.”

7/3-07 Information - Carsten Jensen: Grisens velfærd i menneskers behag.

“Ved mishandling af dyr kommer ofte det bedste op i nogle mennesker. Dette er pudsigt nok, når det samme gør sig gældende ved mishandling af mennesker, ikke tilfældet. At det bedste kommer op. Den ofte gentagne tankegang bag denne forskelsbehandling til dyrs fordel er den uimodsigelige, eller tilsyneladende uimodsigelige, at dyr i modsætning til mennesker ikke kan tage til genmæle og forsvare sig, men er prisgivet deres vogteres forgodtbefindende, mangelfulde lovbestemmelser eller forloren moral eller det hele på en gang.

Derfor er det også godt, at der er et begreb, der hedder dyrenes beskyttelse, et fænomen Adolf Hitler apropos gik stærkt op i og som følge af denne lidenskab skabte et effektivt tysk dyreværn. Her i landet har vi haft en forening til dyrebeskyttelse siden 1870′erne…

Dansk Folkepartis ordfører væmmes og forlanger strengere straf over dyrplagernes hoveder, og at grisetransportørerne mister retten til griseriet. En af de vigtigste værdier i danskheden trues, hvis brådne kar mishandler eksportsvinene. Sammenhængskraften bryder sammen i det danske samfund, hvis og når nogen overtræder dyrerettighederne.”



Ny undersøgelse af Statens Institut for Folkesundhed, kommenteret af 3F-næstformanden Jane Korczak i P1 Morgen sidste mandag - Helbred skiller Danmark. Hun sagde det ikke ordret, men pointen gik klart ind - og lur mig om ikke man om få år kan høre at…

Fedme er udtryk for fattigdom.

(Variant i gårsdagens Information: “fattig på den kulturelle måde”).

Et par timer senere, i P1 Formiddag, kunne man høre socialdemokraten Bent Rold Andersen introducere begrebet ’skatteløft’.



Idag kan man på DR Online læse at Pave Benedikt den 16. tordner mod krigen i Irak, idet han er bekymret for “terror og bortførelser og om voldens mange ansigter”. Tydeligvis letbenet populisme, men selv hvis han havde udtrykt det modsatte, så ændrer det ikke på det forhold, at verden er bedst tjent med adskillelse af politik og religion.

Fra Sappho, hvor Lars Hedegaard i Den løbende bringer et interview med buddisten Ole Nydahl - Budda møder Holger Danske.

– Kan du nærmere beskrive buddhismens forhold til islam?

“Næsten al den ødelæggelse, buddhismens kultur har været ude for, er sket gennem islam. Muslimerne har i deres forfølgelse af mangeguderi vel ikke kunnet skelne mellem brahminerne og buddhisterne. De har set en mængde forskellige gudebilleder og troet, at buddhismen dyrkede dem som ydre kræfter. Vore billeder og statuer viser imidlertid ikke guder, men energiformer der tillader overpersonlige og befriende erfaringer.”

“Hvis vi går sydpå fra Mazar-i-Sharif i det nordlige Afghanistan og ned til Kandahar og østpå derfra, så har vi det gamle buddhistiske kerneområde, der blev ødelagt ved tre musliminvasioner fra omkring 900 til omkring 1100. Det var Ashokas gamle område, der hvor buddhismen voksede frem. Derefter begyndte islam at trænge ned gennem Indien. Og ifølge de nyeste indiske undersøgelser dræbte muslimerne ca. 80 millioner indere i tidsrummet fra ca. 1200 og indtil englænderne satte en stopper for det i 1700-tallet. Der var tale om både buddhister, hinduer, jainer og andre. Hvis man kikker i arabiske kilder, så betegner “budh” – den rod hvoraf Buddha og buddhisme er afledt – en, der dyrker mange guder, og som Muhammed siger under alle omstændigheder skal dræbes. Som ikke kan få en dhimmi-status. Også den oprindelige buddhistiske “lille vej” gennem Centralasien blev ødelagt af dem. Så man kan sige, at vi har haft megen glæde af islam i tidernes løb.”



Jeg har skrevet det før, og gentager det gerne: Ritzaus Bureau er et virkelighedsfilter borgerlige ikke kan være tjent med. Her om et mord i Jomfru Ane Gade i Aalborg, natten til idag.

8/4-07 13.55 Politiken - Syv personer løsladt efter værtshusdrab.

8/4-07 14.11 DR Online - Syv løsladt efter drab i Aalborg

“Politiets foreløbige billede af begivenhederne på diskotek Tiger i Jomfru Ane Gade drejer sig om, at to grupper tilfældigt stødte sammen.

Den ene bestod af både lokale unge mænd og af unge fra København. Alle havde tidligere på natten været til fest i rockergruppen Bandidos’ klubhus i Skalborg. Den anden gruppe bestod af unge fra Århus-området - heriblandt den senere dræbte, 21-årige William Lennon Davis, som i øvrigt havde planer om at blive politibetjent.”

Når venstreradikale kaldes ‘unge’ når de kaster med brosten, så virker ovenstående røgslør logisk, men præmisserne godtages gudskelov ikke af alle medier. Fra Nordjyske - Nu 8 anholdte i sagen om knivdrab (15.06).

“En blev anholdt umiddelbart efter politiet blev alarmeret. Tre anden-generationsindvandrere blev ved middagstid anholdt i en bil ved Randers på vej mod København, hvor de hører til. To er anholdt på Hotel Hvide Hus, hvor i alt 15 anden-generationsindvandrere var indlogeret på værelser bestilt af lokale Bandidos-rockere, så de kunne deltage i rockernes fest i klubhuset i Skalborg fredag aften. Og to er anholdt i rockernes klubhus lørdag eftermiddag.

Der er tale om at en gruppe anden-generationsindvandrere på 15 personer, der til daglig holder til på Blågårds Plads i København. Gruppen var inviteret til rockerfest og ankom i store dyre lejede biler.

Hen på natten tog en del af dem i byen og på dansegulvet på Diskoteket Tiger udviklede noget skubberi sig eksplosivt og fatalt.”

Mon denne virkelighed nogensinde når Politikens spalter, der stadig domineres af typer som Connie Carøe Christensen. Integrationsforsker og kronikør (30/3) - Danmarks indvandrere skaber udvikling - “Regeringen må indse, at det er prisværdigt, når indvandrere fortsat engagerer sig i deres hjemlands udvikling”.



Michael Pihl om Zack Snyders 300, der havde premiere herhjemme sidste fredag. (Trykt let-redigeret i Jyllandsposten samme dag)

300
”Vandringsmand, bring Bud til Sparta: Her fandt vi Døden, lydige mod Loven, som Fædrene gav os i Arv”. Således taler de døde spartanere til eftertiden, på en mindesten rejst for dem efter slaget ved Thermopylæ i 480 f. Kr. Ved ”flammernes port” kæmpede 300 spartanere til sidste mand mod perserhærens vældige overmagt. Og adlød dermed Spartas lov, der forbød flugt. En klassisk historie med ny aktualitet. Historien om frie mænds kamp mod tyranniet. Historien om idealer, der ikke skulle fortolkes, men leves – og som var værd at dø for. Om ansvar og pligt, ære og tapperhed og spartanernes offer, der samlede Hellas til sejrrigt forsvar for den vestlige civilisation. Imod despotiet fra Øst. Imod alle odds. Historien om spartanerne, der tabte slaget for at vinde krigen. Græske heltes uselviske offer for nationens overlevelse. Om unge mænd fra Vesten, der i valget mellem kamp og tilpasning så døden i øjnene og kæmpede for alt, hvad de havde kært. Netop da det rå bæst krøb fra ørkenen mod Bethlehem for at blive født.

Skrækfilmsinstruktøren Zack Snyder har med filmen ”300” dramatiseret kunstneren Frank Millers mesterlige tegneserie af samme navn. Znyder overfører Millers rå, spartanske ekspressionisme til filmlærredet og med skarpe vinkler, stærke farver og eksplosive slagscener tegner han et kraftfuldt portræt af den klassiske verden, hvor spartanerne træder frem i deres røde kapper som skåret ud af det skarpe græske klippelandskab. Stærk, barsk og bevægende beretter ”300” historien som fortælling: Hele Østen marcherede imod Europa. Året var 480 f. Kr.,og kong Xerxes havde samlet tropper fra hele perserriget og givet ordre til invasion af Aftenlandet. En gigantisk lindorm snoede sig frem parat til hug. Sådan må det have forekommet en græsk spion, der fra et bjerg i Lilleasien så perserkongens vældige hær komme dragende i samfulde syv dage, da tusinder og atter tusinder af persiske krigere som en rivende flod strømmede forbi. Med 200.000 mand (Herodot mener over 2 mio.) og en kæmpeflåde skulle et splittet Hellas endelig undertvinges og hellenerne gøres til slaver af en despotisk konge, der troede han var gud. Derfor straffede Xerxes da også det ulydige hav med 300 piskeslag, og sænkede et par slavelænker ned i dybet, da en storm i Hellesponten havde tilladt sig at ødelægge den bro, der skulle bære hans kæmpehær over til Europa. Brobyggeriets ingeniør lod han halshugge. Dernæst førte Xerxes under piskeslag sin multikulturelle invasionsstyrke over en ny bro imod Vesterlandet. Den vestlige civilisation skulle kvæles i vuggen. Bæstet, en ildspyende drage, sneg sig hvæsende ind på sit bytte. En hær på march så massiv, at den drak floder tør for vand og som et jordskælv rystede landet under sig. Mange bystater kastede sig i støvet og gav jord og vand til perserkongen som tegn på overgivelse. Andre kunne ikke blive enige om at forsvare sig, men to folk nægtede at bøje knæ: Athen og Sparta valgte kampen.

Den atheniensiske flåde ville udmanøvrere den persiske, og en lille græsk styrke skulle holde uhyret stangen ved det snævre klippepas ved Thermopylæ, ca. 150 km. nord for Athen. Spartanerkongen Leonidas og hans 300 mand tog stilling ved Thermopylæ med et par tusinde borgersoldater fra bystaterne. De skulle vinde tid, så Grækenland kunne mobilisere. Da Xerxes’ spejder vendte tilbage og fortalte om en latterlig lille styrke spartanere, der kæmmede deres hår og fordrev tiden med sportsøvelser ved Thermopylæ, slog perserkongen en sejrssikker hånlatter op. Grækeren Demaratos advarede dog Xerxes om, at en hård kamp forestod, da det var spartanernes skik at kæmme deres hår før kamp til døden, men perserkongen grinede i overmodig forventning om let sejr eller græsk overgivelse uden kamp. Hybris.

Xerxes skrev til Leonidas, at spartanerne endnu kunne redde livet og overgive deres våben. ”Kom selv og tag dem”, svarede Leonidas lakonisk. Et persisk sendebud ville skræmme spartanerne til overgivelse med meddelelsen om, at Xerxes’ kæmpehær nu var i nærheden. Leonidas svarede: ”Godt, så er vi også i nærheden af dem”. Da spartaneren Dienekes blev advaret om, at himlen ville formørkes af barbarernes mange pile, svarede han: ”Fint, så kæmper vi i skyggen”. Næste dag sendte Xerxes hæren mod hellenerne, men hver eneste angrebsbølge blev smadret imod en mur af spartanere, der med Leonidas i front stod kæmpende skulder ved skulder. Ulig perserkongen, der ophøjet på sin tronstol ikke selv deltog i slaget. Et frådende ocean kastede vredt bølge efter bølge imod en urokkelig klippe, som knuste hver eneste brænding i et hav af blod. 300 spartanere berigede perserne med lakonisk kultur. Og slagtede dem i tusindtal. Dagen efter sendte Xerxes 10.000 elitetropper – de såkaldte Udødelige – mod hellenerne, og tre gange sprang perserkongen op fra sin tronstol i vantro skræk over at se, hvordan spartanerne gjorde de Udødeliges navn til skamme. Spartanerne triumferede. Men en forræder stak dem kniven i ryggen. Xerxes var ved at give op, da landsforræderen Ephialtes fortalte om en hemmelig sti, der førte bag spartanernes stilling.

Da Leonidas indså, at stillingen ved Thermopylæ var blevet håbløs, sendte han forbundsfællerne hjem – og angreb. Ind i dødens dal stormede de 300. Vandrende i dødsskyggens dal frygtede de - intet ondt: ”Hellenerne, som var klar over, at de nu skulle dø, da bjerget var omringet, blev grebet af sandt raseri og gik med dødsforagt løs på barbarerne af alle kræfter” – skriver Herodot. Da solen gik ned over Thermopylæ lå spartanerne faldne. Det samme gjorde 20.000 persere. Men Leonidas og de 300 spartanere, som døde den dag, vil leve for evigt. I erindring om offermod hos de 300, der med blod løskøbte Vestens frihed.

Kort efter Thermopylæ blev perserne slået. Til søs besejrede athenienserne den persiske flåde ved Salamis, og i slaget ved Platae 479 f.Kr fik Sparta hævn og udraderede Xerxes’ horder. Som idag var kulturkonflikten religionsbetinget. Men perserkrigene var ikke religionskrig. Det var kulturkrig. På den ene side østens teokrati og perserkongernes enevældige centralmagt som gudernes repræsentant på jord højt hævet over undersåtter, der ikke havde nogen del i landets styre. På den anden side græske bystater, hvor frie borgere deltog personligt og direkte i politiske beslutninger. I øst et totalitært gudskongedømme og skarp skelnen mellem rent og urent, der skulle udrydde det vantro og gennemtvinge paradis på jord. I vest var der demokrati i Athen, mens Sparta var styret af et folkevalgt ældreråd og to konger. Tro på tankefrihed og på individet som underordnet menneskeskabte love var modsætningen til østens tyranni. Sparta var ikke demokratisk, men noget tyranni var det heller ikke. En spartaner var fri, men bundet i patriotisk loyalitet til staten. Spartanerne var frie mænd under loven: ”For nok er de frie mænd, men ikke i alle ting, loven er deres herre, og den frygter de mere end dine undersåtter frygter dig” – siger Demaratos til Xerxes før slaget. Sparta var et slavesamfund og intet eksempel til efterfølgelse, men de 300s tapperhed og offer ved Thermopylæ var forudsætningen for demokratiets overlevelse. Selv overlevede Sparta ikke. Som vor vestlige civilisation var det en døende kultur p.g.a. fatalt faldende fødselstal.

Filmen ”300” fremstiller spartanernes brug-eller-smid væk – holdning til børn, og den afveg ikke synderligt fra den herskende mentalitet i vor tids afkristnede og døende Vesten. Aristoteles taler om Spartas ”menneskemangel” som årsag til bystatens hegemonitab. ”300” viser endvidere en svigagtig klasse af samarbejdspolitikere, der ikke vil kæmpe, og et korrupt præsteskab, der forråder nationen. Datidens indavlede kulturelite. I dag fuldbyrdes på ny Xerxes´ projekt. I dag ler vi ad ære og chokeres over forræderen i vor midte. Men måske taler Leonidas igen til os tværs igennem århundrederne? For om så fæ og frænde dør, og vi selv dør til sidst, er der ét, som aldrig dør: Mindet om ædel mands dåd.



Fra seneste nummer af Weekendavisen. Lidt fra en skarp kommentar af Ole Birk Olesen - Pressen ser rødt.

“»Hovedvægten af danske journalister ligger til venstre for befolkningen, og det gælder alle aviser i Danmark. Det er en helt generel udfordring.«

Hvem sagde det for et par år siden? Brian Mikkelsen? Søren Krarup? Djengis Khan? Nej, det var såmænd Arne Ullum, chefredaktør på B.T. Den pæne mand.

Hvis Arne Ullum har ret – og det vil jeg senere argumentere for, at han har – så er »den borgerlige presse« en illusion i Danmark. Så har vi ingen borgerlige aviser, for man kan ikke producere en borgerlig avis uden et dominerende antal borgerlige journalister på avisen.

Pointen kan lettest illustreres med et omvendt tankeeksperiment: hvis størstedelen af Politikens journalister en dag blev skiftet ud med lutter liberalister og konservative, så ville Politiken naturligvis heller ikke være den centrum-venstre-avis, vi kender. For en avis kan ikke laves hen over hovedet på de journalister, som skriver den. Avisen er helt afhængig af de ideer, som journalisterne selvstændigt får, og de historier som journalisterne på egen hånd graver frem. Selv hvis man havde ambitioner om det, så er det ikke muligt at styre en avis fra toppen på samme måde, som man kan styre en margarinefabrik. En avis er i meget højere grad et produkt af den indsats, som ydes af individuelle medarbejdere.

Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvad journalisterne på en avis mener om samfundets indretning. Journalister er blot mennesker, og derfor er de som alle andre begrænsede i deres udsyn af deres helt subjektive verdensanskuelser. Det kan slet ikke være anderledes, for der findes i journalistik ingen objektive kriterier for, hvilke begivenheder i Danmark og verden, man skal prioritere højt, ingen facitliste der kan fortælle, om en artikel skal vinkles til fordel for det ene eller det andet synspunkt og intet opslagsværk med værdineutral vejledning i, om ekspert Hansen eller ekspert Jensen er den bedste til at repræsentere »sagkundskabens« udlægning af en sag.

Journalister har ikke andre pejlemærker end deres egne mavefornemmelser, og her har Arne Ullum helt ret – de er i overvældende grad ikke borgerlige.

[…]

Kvalifikationer er naturligvis vigtige, når journalister skal bevæge sig ud i samfundet og grave historier op, men hvis man har ambitioner om at udgive en avis, der anskuer verden med et borgerligt udgangspunkt, så er det nøjagtig lige så vigtigt, at journalisterne graver de steder, hvor borgerlige synes, at der trænger til at blive gravet…

Hvorfor har ingen »borgerlig avis« taget ordentlig fat i vor tids største sociale problem? Nemlig, at hver fjerde dansker i den arbejdsdygtige alder ikke har noget arbejde, men henslæber sine dage i lediggang med dertil hørende risiko for at blive f.eks. kriminel, misbruger og kulturelt helt ude af trit med det omgivende samfund.

Spørg enhver anerkendt økonom, og han vil svare, at problemet med de mange på passiv forsørgelse er opstået, fordi overførselsindkomsterne er blevet flere og højere siden 60erne. Det burde være en klokkeklar opgave for de aviser, der kalder sig borgerlige at bore i det forhold, men det sker ikke. Er det ikke et tegn på, at vi reelt ikke har nogen borgerlige aviser?

Hvorfor bringer ingen »borgerlig avis« tilbagevendende historier om, at Danmark går glip af et enormt vækstpotentiale, fordi vores offentlige sektor er for stor og vores skatter for høje? Før velfærdsstatens konsolidering havde Danmark økonomiske vækstrater på fire procent årligt, men efter velfærdsstaten er de kun på to procent, og fra 2008 til 2012 vil den økonomiske vækst i Danmark være på sølle én procent, hvilket er det laveste niveau i alle 30 OECD-medlemslande. I 1960 – før velfærdsstaten – var danskerne rigere end f.eks. canadierne, australierne, irerne og folk fra Singapore. I dag – efter velfærdsstaten – er vi fattigere. Hvis vi havde borgerlige aviser i Danmark, ville de så ikke som det mest naturlige i verden problematisere det dag ud og dag ind?

Hvis vi havde borgerlige aviser i Danmark ville de så bruge samme sprog som de venstreorienterede? Ville de have kaldt voldsfantasterne fra det såkaldte »Ungdomshus« på Jagtvej 69, der for en måned siden hærgede Nørrebro, »de unge« eller »brugerne af Jagtvej 69«, sådan som alle aviserne faktisk gjorde? Nej, de ville selvfølgelig have brugt en mere præcis betegnelse som f.eks. »unge fra den ekstremistiske venstrefløj«. Hvorfor skulle borgerlige aviser dog have en interesse i at fremstille et problem med nogle yderligtgående autonome, som om det var et generelt ungdomsproblem? Det ville være helt utænkeligt.

Ville borgerlige aviser, hvis de fandtes, i højere grad stemple borgerlige holdninger som ekstremistiske, end de ville gøre det med venstreorienterede holdninger? Naturligvis ikke, men for et par somre siden dokumenterede en gennemtrevling af artikeldatabasen Infomedia, at det faktisk er, hvad alle aviser i Danmark gør – også de såkaldt borgerlige.

Der skrives i de danske aviser tre gange så meget om super-, ultra-, hyper-, ærke- eller betonliberale, end der skrives om tilsvarende ekstreme socialister. Også konservative bliver oftere omtalt som ekstreme, end socialister gør, og der skrives 14 gange mere om »højreekstreme« end om »venstreekstreme«.

Ekstremisme i politiske anskuelser er ifølge journalister på både Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og B.T. et udpræget højrefløjsfænomen og er bl.a. blevet knyttet sammen med den »ærkekonservative« Lars Barfoed og den »superliberale« Søren Pind, mens en person som Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil aldrig er blev kaldt »ultrasocialist«. Det er vel pga. dygtigt politiarbejde, at det endnu ikke er lykkedes Pind og Barfoed at lukke deres venner ind på Christiansborg, så de kunne overhælde Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal med maling!

Summa summarum: Hvis den ikke går som en borgerlig presse og ikke lyder som en borgerlig presse, så er det ikke en borgerlig presse.



Jeg er tilbage på fuld styrke, men kommer nok til at bruge et par aftener på at tømme mit sind for uskrevne posteringer. Det er en rodet affære - nu er du advaret.

Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske Tidende (23/3-07).

Fortrængning?
Miljøminister Connie Hedegaard kan (21.3.) ikke lide, at jeg forleden i Groft sagt sammenkædede en meningsmåling, der viste, at hun blandt SFs vælgere er lige så vellidt som konservativ partileder, som Bendt Bendtsen er blandt de Konservatives egne, med min personlige erindring om, at hun tidligere havde udtalt, at hun givet et valg mellem socialisme og liberalisme ville foretrække det første. Det kan jeg sådan set godt forstå - det må også være ubehageligt at få revet i næsen. Hedegaard går derefter så langt som at sige, at det er en direkte løgn fra min side - det er jo heller ikke just en behagelig anklage. Jeg skal derfor »for the record« pege på to ting.

For det første, at hun i sit læserbrev faktisk ikke afviser, at hun ville vælge socialisme fremfor liberalisme. Hun siger blot, at hun ikke er socialist, og det er jo en interessant drejning af, hvad jeg citerede hende for.
For det andet kan jeg oplyse, at udtalelserne faldt ved to lejligheder i 1985/86, henholdsvis en KU-ideologikonference på Sostrup og et møde i KU i Københavns lokaler på Østerbro. Ved begge lejligheder var hun som fremtrædende konservativt folketingsmedlem inviteret til at give sit syn på konservatisme. Begge gange kritiserede hun både socialisme og liberalisme, og da hun blev spurgt (den ene gang af mig), hvad hun foretrak - hvis hun nu alligevel skulle vælge - svarede hun, at hun så naturligvis ville vælge socialisme, fordi liberalisme leder til ulighed, og fordi lighed her er at foretrække moralsk. Det kan ikke siges at være en varm anbefaling af socialisme, men det var dog for et par dusin tilstedeværende en såre forbavsende udtalelse. Det er jo mange år siden, så det kan være, at den senere minister har glemt, hvad vi hørte dengang; det kan også være, at hun faktisk har skiftet holdning. Det skal jeg ikke kunne sige, men man skal nok være forsigtig med at beskylde andre for at lyve bevidst. Det er et tveægget sværd.

Lene Kattrup i Weekendavisen.

DR
DR’s tidl. generaldirektør Christian Nissen taler om en politisk intervention
fra borgerlige politikeres side pga. disses kritik mod DRs ensidige nyhedsdækning, som han omtaler i sin bog. Han mener, at indblandingen fra borgerlig side var større end under den socialdemokratiske regering. Han kan meget vel have ret i dette, men har tilsyneladende helt glemt at tænke på, at det nok skyldes DRs politiske vinkling på nyhedsformidlingen og på programmerne i det hele taget. Partier til venstre for midten har ikke brug for at kritisere DR. Ja, de har snarere brug for at klappe i hænderne over dækningen, der normalt klart er til deres fordel. De har næppe en bedre accept af armslængdeprincippet, som Chr. Nissen har helt ret i, at vi bør tage dybt alvorligt, men programmernes vinkling passer bare bedre til mennesker, der politisk og ideologisk befinder sig til venstre for midten i dansk politik. De forstår ofte ikke, hvorfor borgerlige mennesker er utilfredse med DR. Brian Mikkelsen skrev i en mail fra 2003 til Jørgen Kleener, som denne videresendte til Christian Nissen, at der på et ministermøde havde været rejst kritik af DRs dækning for at være ensidig.

Det fremgår ikke på nogen måde af mailen eller af andet, der hidtil er kommet frem, at man fra regeringens side kritiserede og ønskede andet end en mere neutral og saglig dækning, og det er vel kun hvad man bør kunne kræve af reportager og dokumentarprogrammer. Det er at beklage, at vi ofte ikke får det herhjemme i DR. Det kan jo ikke skyldes manglende respekt af armslængdeprincippet i forhold til regeringen, for programmerne er netop vinklet, så de er meget kritiske over for regeringen. Tværtimod er programmerne skåret til, så de er positive over for oppositionen, og desuden er de ofte humanistisk godhedssøgende og opdragende til en accept af multikulturalisme. Problemets årsag forværres af, at journalisterne træder frem og sætter sig selv i centrum i dag. Det er blevet et modefænomen. Tidligere var det en dyd, at journalisten fremstillede virkeligheden og videregav fakta, men holdt sig selv i baggrunden.

Claes Kastholm Hansen i Berlingske Tidende (24/3-07). I fuld længde, fordi han vistnok er den første som kommenterer mediernes abstrakt af BBC’s seneste Irak-meningsmåling. (Nyhedsavisen talte om op imod 700.000 døde i en 2-siders artikel, som med baggrund i undersøgelsen moraliserede til fordel for en tilbagetrækning - cherrypicking, kalder man det vist).

Den intellektuelle venstrefløjs holdning til det vestlige engagement i Irak er ubegribelig
I denne uge var det fire år siden, krigen mod Saddam Hussein begyndte, og i den anledning spurgte en avis lektor Jørgen Bæk Simonsen, hvad han mente om den aktuelle situation i Irak. Den mente han naturligvis intet godt om, og det kan næppe komme bag på andre end den pågældende journalist. Stod det til Bæk Simonsen og hans ligesindede i den politiske opposition og blandt intellektuelle på venstrefløjen, ville Saddam stadig sidde bred, mægtig og selvsikkert smilende på sin trone, hans torturkældre ville stadig genlyde af skrig, og dagligt ville et ukendt, men stort antal børn dø af underernæring og mangel på medicin, fordi han stadig udnyttede FNs olie for mad-program til at berige sig selv og sine håndlangere. Om Hans Blix og hans tapre flok af våbeninspektører stadig ville vimse rundt i landet og være til grin, er nok mere usikkert. Men én ting kunne man i hvert fald være sikker på: at de godt 200.000 amerikanske tropper, der lå i lejr uden for Iraks grænser, ville være sendt hjem. For det ville hverken være politisk eller praktisk muligt at blive ved med at holde dem stand by dér. Og hvordan ville sagen så udvikle sig, hr. Bæk Simonsen, hvis det var blevet som De og Deres ligesindede ønskede? Saddam ville kunne glæde sig over, at hans taktik var lykkedes, han havde sat Vesten på plads, han kunne spejle sig i dammene i alle sine otte paladser og sige til sig selv, at nu havde han set verdens største mand. Og mon han derefter ville have nøjedes med at give sig til at dyrke sin have?

Ud fra en almindelig menneskelig tankegang ville man forvente, at vreden rettede sig mod gangsterne, terroristerne, de på blodsudgydelser konkurrerende sekter, og at de allierede bestræbelser på at bekæmpe disse mange rædselsfulde, foragtelige mordere - der nu også bruger børn som levende bomber - blev bakket varmt op. Og at denne opbakning var helhjertet til stede, uanset om man i sin tid havde været tilhænger af krigen mod Saddam. Fordi bekæmpelsen af disse menneskeforagtende forbrydere er en påtrængende opgave, der vejer langt tungere end at pleje indbyrdes uenighed om den rette politik over for Irak. Men en sådan almindelig menneskelig tankegang er oppositionen til det vestlige engagement immun overfor. Denne oppositions tolerance over for terroristerne, morderne, gangsterne ser ud til at være grænseløs, hvorimod tolerancen over for amerikanerne, briterne, danskerne i Irak er ikke-eksisterende. Forbryderne, det er os! I nøje overensstemmelse med denne den omvendte verdens tankegang sætter Bæk Simonsen og ligesindede al deres intellektuelle energi ind på at finde beviser for rigtigheden af deres elendighedsteori vedrørende udviklingen i Irak. Meningsmålingerne, der svarer lige så dunkelt, som Oraklet i Delfi i sin tid gjorde, bliver systematisk tolket negativt, men hvad er den rette fortolkning af en meningsmåling, der eksempelvis siger, at et flertal af irakerne mener, at de allierede styrker er en del af problemet, samtidig med at et flertal mener, at de allierede skal blive i Irak? Og lige så konsekvent ser man bort fra de uomtvistelige forbedringer af situationen, der faktisk er til at måle, og som taler klarere end mystificerende meningsmålinger og de daglige katastrofebilleder på TV.

Under Saddam var den økonomiske vækst på minus 7,8 procent. I dag er den plus 3,7. Under Saddam var der 4.500 internetopkoblinger, i dag 200.000. Der var 0 mobiltelefoner, mod i dag otte millioner. Der var 0 private TV-stationer, radiostationer og aviser. I dag er der henholdsvis 54, 114 og 268. Disse kolde fakta - og flere kunne nævnes - er tegn på, at det irakiske samfund også er inde i en positiv udvikling. Og så skulle vi vel heller ikke glemme, at der faktisk er kommet en demokratisk forfatning, et folkevalgt parlament og en parlamentarisk valgt regering. Det sort-hvide billede, danske intellektuelle ynder at male, tjener ikke til oplysning om de faktiske forhold, men til cementering af den faktiske uvidenhed. Indlysende er det imidlertid, at amerikanerne har begået meget alvorlige, måske fatale fejl. Den kloge, fremtidsorienterede reaktion på dette er dog at slutte op om forsøgene på at løse problemerne i stedet for at piske sine egne med skorpioner. Men der findes en type intellektuelle, der baserer hele deres kulturelle eksistens på at frakende deres egen kultur, den vestlige, hæder, ære og gode hensigter. Hvis de bestemte, så havde vi aldrig foretaget os noget over for Saddam. Og når så konsekvenserne af denne passivitet viste sig, ville de bebrejde os, at vi intet havde foretaget os.

Mandag d. 26/3-07.
Påtaget naivitet i rå doser af TV2-værten Jesper Steinmetz i 24timer.

Journalister også kan være borgerlige.
Der hersker mange myter om journalister. Én af de mest sejlivede er den om, at alle journalister er nogle ræverøde hunde, der kæmper mod alt etableret og endnu værre: Alt der lugter borgerligt. Myten har fået endnu en tur rundt i manegen oven på krisen i DR. Der findes givetvis venstreorienterede journalister i DR. Der findes også venstreorienterede journalister på TV 2, og hold nu godt fast: Der findes helt sikkert venstreorienterede journalister på Jyllands-Posten. Jeg ved det, fordi jeg har været ansat alle tre steder. Og derfor kan jeg med ligeså stor sikkerhed afsløre, at der alle steder findes journalister af borgerlig observans. Men ved I hvad: Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor man sætter sit kryds, hvis man er en ordentlig journalist. For man bør ikke have valgt et liv i pressens tjeneste, hvis man ønsker at missionere for et bestemt politisk budskab. Og skulle en journalist alligevel forsøge det, vil vedkommende forhåbentlig blive afsløret og bragt i disrespekt af sine kolleger og ikke mindst af de læsere, lyttere og seere, hvis tillid journalisten aldrig må svigte. Når myten er fremherskende, fremherskende, skyldes det givetvis, at vi går hårdt til magthaverne. Og når vi gør det på tv, gør det gerne mere ondt. Det talte ord og det koncentrerede ansigt gør, at seerne føler, de er vidner til en boksekamp. Nogle seere tror, vi journalister personligt har noget imod dem, vi interviewer. Hvad vi ikke har. Jeg vil hævde, at man godt kan adskille sin egen politiske overbevisning fra sin professionelle opgave. Jeg interviewer jævnligt politikere, som jeg sympatiserer med politisk. Men det afholder mig ikke fra at stille de skarpeste spørgsmål og fastholde kravet om et svar. Alligevel vil jeg samtidig påstå, at der altid lurer faren for at lade sig kyse. At man undlader at bringe den politisk ubekvemme historie, fordi man er bange for at gå de forkertes ærinde. Man bør altid bringe den samfundsmæssigt væsentlige historie og stille de relevante spørgsmål uden skelen til, hvilke politiske konsekvenser det måtte føre med sig.

For at forstå rækkevidden af Steinmetz’ DR-apologi, anbefaler jeg Hovdabrekka-undersøgelsen kombineret med Frands Mortensens Ikke et ord om ytringsfriheden.

Apropos: “Man tror det er løgn…”

Som daglig lytter af P1 snubler jeg ofte over groteske modstillinger mellem højre- og venstrefløj. Lidt fortegnet kan man sige at en højrefløjser der hænger politiske plakater op retorisk sidestilles med venstreorienterede terrorister. Forleden (15/3-07) leverede Esmanns Verden et godt eksempel i en ellers sober udsendelse uden for megen ETA-apologi, og dagen efter /16/3-07) kom et lignende i Ugen på spidsen. Her kunne man høre Rasmus Jønsson fortælle at mænd søger mod højre og kvinder mod midten. Idag kunne man i en EU-debat på P1 Formiddag med Poul Friis høre et klassisk eksempel begået af en anti-liberalistisk lytter…

Erik Bach, Vejby: … Der er ingen tvivl om at det liberalistiske element i EU-projektet var med til at skabe det nej i Frankrig. Det var mindst ligeså meget et venstreorienteret nej i Frankrig, som det var et fremmedfjendsk nej.

Poul Friis, P1: Ja, der fandtes jo både positive og negative nej’er…

Et lille kvarter senere var Benny Andersen gæst Gaardbo på P1, hvor poeten blandt andet læste et af sine digte højt for sagesløse licensbetalere. ‘Dengang’ hed partiet Fremskridtspartiet, lød det…

H.C. Andersens land
Før holdt de sig skjult
skrev anonyme breve
kom med anonyme tilråb
anonyme opringninger
foretog anonyme overfald
nu tør de kaste maskerne

nu har de navne og ansigter
gode danske navne
knyttede danske ansigter
nu har de opdaget hinanden
gennem læserbreve
gennem meningsmålinger
gennem radio og fjernsyn
de kan mærke de blir flere og flere
hævder allerede at være de fleste

endnu er de ikke organiseret
endnu marcherer de ikke i takt
men partiet står parat
med åbne arme
og lukkede grænser
Mangt og meget sker
med overrumplende skift
i dette sekels krampetrækninger

Flygtninge
indvandrere
alle I med anderledes hår
anderledes næse
anderledes tro og skikke:

Dette er H.C. Andersens land
lær af ham og bliv klogere
nationalsporten er kanøfling
humoren brolagt med bananskaller
i folkeviddets troldspejl ses
ofre
som trusler
medmenneskelighed
som udansk

Her er det en dyd
selv for højtuddannede
at lade som om man hverken
kan læse eller regne
så få tusinder gøres
vupti
til en folkevandring

Giv agt når nogen siger:
- Jeg er ikke racist, men -
Så er det bare om
at springe til side
før de brækker sig over jer.

Danmark
en gang besat af gale germanere
snart besat af besatte danskere
mit land beboet af rygge
mit land hvor der jævnligt
er rift om sko
der er for små
mit land med skrumpehorisont
forvekslet med verdens navle

Danmark
mit skulende land
bliv voksent og stort
slå øjnene op
slå armene ud
så vi kan rette ryggen
ved at tilhøre dig

Danmark
gør dig ikke mindre end du er
udgør
udfyld din del af verden
gør vores skam til skamme
at vi kan forny dit ry.

Tirsdag, d. 27/3-07.
Fra Nyhedsavisen. Frank Esmann tør selvfølgelig ikke godtage Lancet-tallene, men det er der råd for - Connie Hedegaards store chance.

“De nykonservatives idealisme var med til at udløse en krig, som vi i weekendens aviser endnu engang kunne læse har kostet 650.000 døde irakere.”

Mere letbenet konservatisme fra De Konservative. Pia Christmas Møller om Safia Auodes sympati for islamistiske Hizbollah - Konservativ var på studietur hos Hizbollah.

“I et 10 år gammelt interview fortæller Safia Aoude, talsmand for foreningen Islamic Student Organization, om studieture til den væbnede Hizbollah-bevægelse i Libanon og regimet i Libyen. Det bekymrer Pia Christmas Møller. »Mange af Hizbollahs aktiviteter er i lodret konflikt med De Konservatives opfattelse af, hvordan man klarer uenigheder. Det skal ske med argumenter, ikke med vold,« siger Pia Christmas Møller.”

Det konsekvensløse samfund: HF lancerer klasse for syvsovere.

Kaffeklubben på P1 havde idag blandt andet sat spot på journalistik og blogs, og her kunne man først Pernille Rosenkrantz-Theill agitere for det skønne ved et anonymiseret liberalt internet, hvor efter tonen lidt senere fik en anden lyd.

Pernille Rosenkrantz-Theill: “… jeg synes det er rigtigt fedt at vi går væk fra sådan en mainstream pølsefabrik-ting på musikscenen og på litteraturscenen, hvor det ikke er hittet men bredden, kolonialvarene, vi kan have det hele med. Det behøver ikke kun være den der kan sælge en milliard som kommer frem. Det synes jeg er rigtigt dejligt… men så vil jeg sige, jeg synes også man skal passe meget på med at tro, at en faglighed ikke er en god ting. Altså det mener jeg er en af de største misforståelser omkring journalistfaget - det er, at det er sådan noget alle kan. Altså, alle kan skrive, og så derfor kan alle være journalist. Det synes jeg er meget meget forkert… jeg synes man skal passe meget på at tro, at man får det samme ud af det - rent informationsmæssigt hvis det er amatører der sidder og leger, som hvis det er journalister som sidder og leger - jeg vil gerne bruge Politiken som eksempel. En avis som jeg mener er blevet bedre og bedre med årene, og som i den grad leverer, synes jeg, et væsentligt alternativ til meget utrolig god information på nettet. Men præcis der har der siddet erfarne journalister og planlagt hvordan denne her avis skal bygges op, diskuteret hvordan man går ind og driver research og efterfølgende har en redigeringsfase. Det betyder bare at det er creme man får på den måde…“

Modgiften til overstående er lige ved hånden. Henrik Stangerup henviser til Kolakowski i en kommentar til Peter Kemp om venstrefløjen anno 1980: “… denne kræftbyld som hedder den tyske filosofi…”. (7,14 min; 1,7 mb mp3). Sakset fra Radioklassikeren på P1.

Opdagede idag at P1debat har udvidet sin redaktion med SF’eren Rasmus Jønsson. Her er i forvejen Socialdemokraten Søren Lippert, og Søren ‘DR er en borgerlig bastion’ Carlsen. Den sidste, Eva-Marie Møller er ikke helt så slem.

Fra Dato. Et citat fra Indvandrerkvinder er stadig ikke i job.

“I forrige uge deltog Michael Weibel i en jobmesse for arbejdsløse indvandrerkvinder, og det billede, der har tegnet sig siden, er meget sympatomatisk for denne del af jobmarkedet. ‘Der var 500 deltagere på messen, og vi bookede 79 samtaler med kvinderne. Ud af dem er der ni, der er dukket op,’ siger han.”

DR mobiliserer rutinemæssigt imod den ubekvemme virkelighed. Idag med programserien Mission Integration, og fra torsdag med Oraklerne.

Enhver meningsmåling har altid noget der kan bruges. Mon DUF fik hvad de betalte for?

I søndags sendte DR iøvrigt Motorcykeldagbog - på tur med Che Guevara, mere Che-forherligelse. Paul Berman har kommenteret filmen i længder - Don’t applaud the Motorcycle Diaries.

Sidst på aftenen bemærkede jeg iøvrigt, at tekst-tv på DR og SVT - i modsætning til TV2 fortalte om de nye uroligheder i Paris helt uden at nævne det etniske element med et ord. [TV2 Online]

Onsdag, d. 28/3-07.
Venstrefløjen har længe kæmpet for at afviste irakiske asylansøgere skal skal sendes hjem mod deres vilje, og Anders Fogh Rasmussen gav igår efter for kritikken, med en regel om at de afviste irakere godt må uddanne (og arbejde?) her inden de skal sendes hjem. I sidste uge kunne man høre oppositionen fortælle at målet for deres kritik ikke var en særlov der gav irakerne statsborgerskab, men næppe havde statsministeren holdt sit pressemøde før oppositionen skreg hysterisk over forslagets manglende mulighed for at give afviste asylansøgere fra Irak permanent opholdstilladelse. P1 Formiddag havde idag radikale Simon Emil Amnitzbøl som gæst, og i de 40 minutter jeg hørte - var han den mest moderate blandt de lyttere P1 lod komme igennem. En talte om tortur i Sandholmlejren.

I Nyhedsavisen kan man idag læse et interview med Halima El Abassi, der imorgen kan ses i DR2’s seneste multikult-agitpropserie Oraklerne. Hun er næstformand i Nævnet for Etnisk Ligestilling, og er - ifølge artiklen, i færd med at tage “en kandidatgrad i socialt arbejde”.

“De, der ser DR2 Kl. 22, er dem som i forvejen har en nuanceret tilgang til tingene. Jeg tror ikke, programmet når ud til den gruppe, som det i virkeligheden gælder om at få fat i, nemlig den ældre kvinde og ham, der stemmer Dansk Folkeparti.”

Niels Krause-Kjær er måske det tætteste man kommer på borgerlighed på P1, men der er ganske enkelt en verden til forskel i den behandling Tina Magaard fik i hans program for nogle uger siden, og den behandling miljø-økonomen Peder Andersen fik idag. Hint: Gæstelisten - Giv os flere afgifter.

Fra Berlingske Tidende - en interessant klumme af Sven Hakon Rossel

Revolutionens fortrop
I studenteroprørets tiår, da revolutionens fortrop rustede sig til at overtage magten i Danmark og en vis overklassedreng, Finn Einer Madsen, erobredeKøbenhavns Universitets talerstol og på en uforståelig marxistisk kaudervælsk krævede al magten til det sagesløse folk, gjorde i al stilhed en vis Christian S. Nissen sig rede til at overtage sin del af denne magt.

Første trin bestod i at blive formand i 1967 for det dengang mørkerøde Studenterråd ved Københavns Universitet - siden 1965 havde Nissen været menigt medlem og lige så stille arbejdet sig op i systemet, en taktik han kom til at mestre til fulde. Så udbrød studenteroprøret og Nissen flyttede opportunt med. Herefter fulgte den typiske cand.scient.pol.-karriere, der indledtes som undervisningsassistent i de glade 1970ere, hvor alle med det rette revolutionære sind fik stilling. Senere blev Nissen lektor ved samme universitet og så fulgte - igen i al stilhed - en flot løbebane i forskellige ministerier. Det gik slag i slag først som administrator ved Nationalmuseet, senere som direktør for Rigshospitalet. Så begyndte Nissens biografi at blive spændende og han var nu tvunget til at træde frem i rampelyset.

I 1994 skulle nemlig stillingen som generaldirektør i DR besættes og det blev Mogens Lykketoft og frue, der ville bestemme. Ved at bladre i gamle arkiver har Groft sagt kunnet opspore, at halvdelen af DRs bestyrelse ønskede Per Stig Møller til jobbet, men man glemte åbenbart at tage misteltenen i ed! Bestyrelsesformanden, Isi Foighel, havde den afgørende stemme og alle regnede med, at han ville stemme på sin partifælle. Men nej, sådan gik det ikke! Og så er det, Groft sagt spørger: Hvorfor? Det kunne da ikke være - skam få den, der tænker ondt derom - fordi Foighel så regnede med til gengæld at blive genudnævnt som formand? Det blev han nemlig ikke. Det blev i stedet for socialdemokraten, Albertslunds borgmester, Finn Åberg? Skyldte Lykketoft/Hilden måske ham noget? Og hvad var Nissens rolle i dette uigennemskuelige spil?

I forbindelse med DRs budgetskandale har Nissen endelig - omend alt for sent - brudt sin tavshed. Forbliver Nissen fortsat tavs i denne spegede sag fra 1994? Og hvad siger Isi Foighel? I stedet for en intellektuel personlighed af rang på den måske vigtigste post i dansk kulturliv fik vi i ti år en »djøffer« fra revolutionens fortrop, der ikke blot har været ansvarlig for en katastrofal forringelse af DRs programmer, men også eklatant har vist sin uduelighed som administrator.

Torsdag, d. 29/3-07.
Lotte Bundsgaard erklærede at skattestoppet var ren taktik for socialdemokraterne. Historien døde næsten før den kom på tryk. Torsdag lød det tillige, at de afviste irakiske asylansøgere formentligt ville sige nej til Foghs tilbud om uddannelse, idet det medførte at de på et tidspunkt skulle rejse hjem igen.

Et statskundskabs-speciale fra Københavns Universitet om mediernes politiske skævvridning nåede Information onsdag, og gratisavisen Dato torsdag. De 375 sider kan læses her (pdf)

28/3-07 Information - TV Avisen ikke mere venstre-orienteret end TV2/Nyhederne.

29/3-07 Dato - Undersøgelse: TV-avisen er ikke rød.

Vejlederen på specialet er Anker Brink, og opgaven ligner til forveksling lignende undersøgelse fra den kant. Præmisserne er skræddersyet til at udligne forskelle - der ledes ikke efter bias de steder hvor man kunne forvente, og det siger sig selv konklusionen måtte blive derefter.

Det statistiske forbehold bruges så i Informations artikel til at gøre Information til mindst biased, og selvom DR og TV2 begge ligger til venstre for midten i undersøgelsen - så præsenteres historien, ikke som at tv-kanalerne er venstreorienterede - men at DR ikke er venstreorienteret.

Med andre ord: En undersøgelse af den art vil per definition frikende DR sålænge de overholder visse elementære journalistiske dyder. Bias kan i et demokratisk land ikke være så tydelig, at det opfanges i så altdækkende undersøgelse - ikke mindst når perioden netop er kendetegnet ved pligtstof. Den her gang var det et kommunalvalg. Ved alle valg er DR ekstremt opmærksom på egen bias, og alle parter skal høres, netop for at undgå politisk kritik. Sidste gang var det Hjarvads undersøgelse om (de indledende uger i) Irak-krigen der frikendte DR (og alle andre). Her blev medierne kritiseret for skævhed i kilderne (brugte amerikanske/vestlige kilder), og derfor var medierne generelt biased mod USA. Den slags undersøgelsen kan med fordel bruges i pejsen.

Ja. så er der lige det indlysende. Sålænge DR og alle andre medier unden blusel refererer Ritzaus Bureau (som Plummer iøvrigt er næstformand for), så betyder det jo blot at der i forhold til visse emner er opstået konsensus-tunnelsyn - ikke mindst om det udenrigspolitiske stof.

Jeg snublede iøvrigt over et interessant citat i en artikel i Berlingske Tidende om DR2’s nye multikult-serie- Muslimske kvinder som TV-orakler. Muslimske kvinder er helt vildt forskellige - blot ikke når de konfronteres med ikke-muslimer. Så megen virkelighed fra en italesættende DR2-tilrettelægger var selvfølgelig utilsigtet.

“»De syv orakler har forskellige meninger, både når det gælder religiøse spørgsmål, børneopdragelse og ægteskab. Det er modige kvinder, der har formået at bryde nogle barrierer uden at bryde med deres familier og kultur. Vores mål er at vise, hvor forskellige muslimske kvinder er. Hvis vi havde sat muslimske kvinder sammen med danske kvinder, ville programmet komme til at handle om dem og os, og det har vi ikke ønsket,« siger Inge Bang Termansen.”

Fredag, d. 30/3-07.
Først på eftermiddagen tilbragte jeg 40 minutter i bus med P1. Det blev en brutal affære. I Lasse Jensens afsluttende monolog i Mennesker og Medier, hørte jeg ham fortælle at Danmark har (Europa-)rekord i lav indvandring. En bevidst løgn, eller en sandhed med modifikationer - døm selv, jeg ved godt hvad jeg mener.

Umiddelbart efter var Interview med en journalist fra Dagens Nyheter, som påstod den danske kulturdebat var racistisk. Intervieweren refererede tørt, og fremfører så det argument at svenskerne jo også har militante Sverigedemokraterna og nynazister. Debatten gik fra Dansk Folkeparti til nynazister på et splitsekund, helt uden journalisterne fattede det problematiske ved at sidestille demokratiske partier med ikke-demokratiske ditto.

Efter dette interview var der Radioavis. Her kunne man høre en korrespondent fortælle at Bill Clinton var positiv overfor Kyoto-aftalen, men så blev Bush valgt… Godt lød det jo, men faktum var ikke desto mindre at Kongress-beslutningen var ensstemmig - ikke en eneste demokrat stemte for Kyoto, da Bill Clinton var præsident og Al Gore vicepræsident.

Lørdag, d. 31/3-07.
Fra Berlingske Tidende. Claes Kastholm Hansen om DR yndlingsminoritet.

Den kompakte minoritet
Når beskyldninger om DRs skævvridning tilbagevises, sker det altid på et meget bastant grundlag, dvs. ved optællinger af indslag, vinklinger, medvirkende, udtalte synspunkter osv. Al den slags, som de mere enkle medieaktører af typen »det journalistiske svar på de faktiske forhold i jernindustrien«, altså fhv. nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen, kan forstå. Men forholdet er mere subtilt og derfor meget mere virkningsfuldt. Skævvridningen hænger først og fremmest sammen med den problemdefinition, DR har, og den sociale og intellektuelle horisont, DR arbejder indenfor. DRs verden svarer mere til Politikens og Informations verden end til Berlingske Tidendes eller Jyllands-Postens, og det er ganske karakteristisk, at man nu på DR2 har startet debatprogrammet »Oraklerne«, som udelukkende har deltagelse af muslimske kvinder. En typisk Politiken-idé, og en idé, der nok aldrig kunne fostres på TV2, hvis horisont rækker langt ud over Valby Bakke. I denne DR-Politikenverden dyrkes det muslimske med en intensitet, så man skulle tro, at mindst 30-40 procent af befolkningen var muslimer. Derimod eksisterer andre minoriteter overhovedet ikke i denne DR-Politiken-verden, undtagen som historier om enkeltstående sociale tilfælde. Kunne man forestille sig et lignende debatprogram med udelukkende grønlændere, et ` par hidsige færinger og bornholmere, vietnamesiske bådflygtninge (disse superdygtige, velintegrerede medborgere) og andre minoriteter som f.eks. nordjyske landmænd? Umuligt. I denne DR-Politiken-verden findes der kun en interessant minoritet, den er Solen, hvorom alt drejer sig.

Fra Cepos blog. Henrik Gade Jensen om Noget for ingenting-samfundet.

“”Kan et noget for ingenting-samfund også være en logisk rationel samfundskonstruktion?”, spurgte professor og tidl. overvismand Niels Kærgaard i en kronik i Politiken i mandags. Og kritiserede dermed den måde, den danske velfærdsstat er opbygget på siden den første offentlige pensionsordning i 1891. Danskerne fik velfærd uden at skulle yde. Noget for ingenting, som Kærgaard siger.

Og det bliver problematisk: ”I den danske model er der ikke nogen klar forbindelse mellem, hvad man yder, og hvad man får”. Statsministerens valgsprog noget for noget gælder ikke velfærdsstaten. Og det kan blive dens død, spår Kærgaard:

”Kan en velfærdsstat af den klassiske danske type trods hele sin glorværdige historie og alle argumenterne for den fungere i en globaliseret verden, når befolkningen ikke længere føler nogen stærk indbyrdes solidaritet, men i stedet dyrker en noget for noget-filosofi?”

Ja, hvis man så bare fik noget for noget. Ofte får man ingenting for noget. Eller som de sagde i Polen under kommunismen: De lader som om, de betaler os. Vi lader som om, vi arbejder.“

Søndag, d. 1/4-07.
Jyllandsposten sætter spot på England anno 2007 - Farvel til multikulturen. Et citat.

“Da Labour-regeringen kom til i 1997, gjorde den det tilmed endnu lettere at lave familiesammenføring, så det i dag er 70 pct. af alle ægtefæller til unge asiater, der kommer fra udlandet. Alt sammen fordi briternes oprindelige tanke med multikulturalismen var simpel:

Alle kulturer er lige gode. Folk skal have ret til at dyrke deres religion, beholde deres traditioner og bevare deres kultur.

“Live and let live” - lev og lad leve - sagde briterne i den tro, at alle indvandrere ville melde sig i koret af “jolly good fellows” og synge med på Beatles-sangen “We All Live in a Yellow Submarine”. Men i virkelighedens verden er kulturerne drevet væk fra hinanden. De er blevet små øer uden fast forbindelse. Parallelsamfund, kalder myndighederne det. Folk lever isolerede i deres egne kulturer rundt om i de britiske byer: Bangladeshere for sig, pakistanere for sig, indere for sig, indfødte briter for sig. Det ses tydeligst i nordengelske byer som Bradford, Burnley og Oldham, hvor hele bydele er 100 pct. “asiatiske”, som briterne siger med den politiske korrekthed intakt. I virkeligheden mener de muslimske…

For selv om tendensen til parallelsamfund har eksisteret i årtier, er det især med tilsynekomsten af en stor gruppe muslimske indvandrere, at problemet med parallelsamfund er blevet tydeligt. Ganske vist har religionen også spillet en rolle for de tidligere indvandrergrupper som jøder, hinduer og sikher. Men med muslimerne er det alligevel anderledes. 9 af 10 muslimer i Storbritannien sagde i en måling for nylig, at religionen er det vigtigste i deres liv. Og da islam er en lovreligion, der angiver regler for alt fra bedetider til kvinders tildækning, familieret, strafferet og lånefinansiering, kommer lige præcis denne religion til at stå i stærkere modstrid med det britiske samfund.

Det er to kulturer, der støder sammen, og hvor de ikke begge kan vinde.“

Fra svenske Erixon. Lidt fra en post om DN:s PRIMITIVA AMERIKAHAT.

“Jag tycker Ali Esbati och vänsteraktivisternas Amerikahat är mer sofistikerat än Dagens Nyheters och medievänsterns, av den enkla anledningen att de är ärliga och öppet erkänner att de hatar amerikaner och allt de står för - inklusive frihet, demokrati och kapitalism. De som hatar USA har i turordning hyllat föredömen som Stalin, Mao, Pol Pot och Castro - de som står för förtryck, massmord, skenrättegångar och armod. Snart kommer de väl att hylla Ahmadinejad.

DNs ledarsida vill däremot framställa sig som “Amerikavän”, och när de kritiserar USA försöker man få det att framstå som att man är intellektuellt analytisk och egentligen menar väl. Men de hatar USA minst lika mycket som vilka vänsterpartister som helst.”