Onkel Hennings noter

Denne blog opdateres ikke længere. Følg med på Onkel Henning læser avis.

Jeg bryder mig egentlig ikke så frygtelig meget om BREUMM, men nu har jeg godt nok heller ikke brugt meget tid på at aflytte den roste debutplade “Det perfekte spild af tid”. Den smule jeg har hørt virker lidt for upersonligt og koldt.

Til gengæld var jeg svært begejstret for Jonas Breums gamle orkester Coolsville som desværre kun nåede at udgive en plade, Langtfra landet, som jeg hører tit og gerne, især når jeg er i dårligt humør. Det er nemlig en usædvanlig varm og personlig pop/rockplade.

Youtube byder på nummeret “Det gælder”:

Der er noget sært rørende over denne lidt new age-agtige plade, den gamle pave nåede at indspille. I det hele taget synes jeg der var noget rørende over den hvidklædte olding i hans sidste år.

Prøv at høre. Musikken er mildest talt lovlig flødet, men der altså noget over den gamle mands lidt tøvende ordstrøm - især den knortede sang tilsidst:

I Sims 2 kan man lade sin spilfigur spørge en af de andre simmere: “Hvad kan du?”

Et muligt svar er: “Jeg er pænt god til krop”.

Kosteligt!

Mellem Ponte alle Grazie og Ponte San Niccoló i Firenze findes en kunstig tange eller meget lav dæmning der går hele vejen over floden Arno, hvor man kan nyde solen, sætte sig til at fiske eller soppe. Man skal dog være lidt varsom, for går man langt ud på den kommer man til at spadsere på en meget glat overflade bestående af beton dækket med grønne søplanter.

Jeg kan godt lide at opleve fremmede steder, men jeg bryder mig meget lidt om rollen som på turist. Den påkalder alt for meget opmærksomhed. I et bylandskab foretrækker jeg klart den stille værdighed der er forbundet med så vidt muligt at glide ind i omgivelserne - i Italien skete det til min fornøjelse et par gange at folk tog mig for at være italiener. 

Men selvfølgelig skal man også tillade sig den luksus at standse op og betragte dette elller hint - hvad der automatisk påkalder opmærksomhed. Det er uendelig svært ikke at opføre sig som en turist, når det nu engang er det man er.

På et punkt kan meget dog gøres: påklædningen. Selvom italienerne vist ikke er helt så elegante, som vi gerne vil bilde os ind her oppe nytter det altså ikke noget at iføre sig shorts og bøllehat, hvis ikke man vil tages for en turist. Følgelig gik jeg i Italien konsekvent i skjorte, pæne lange bukser og lædersko.

Der ude på tangen gik det nu lidt for vidt. Det havde nok været en idé om jeg havde taget sko og strømper af i hvert fald til sidst. Da jeg først havde fået pjaskvåde sko og sokker overvejede jeg et øjeblik at fortsætte hele vejen over. Et halsløst projekt, som jeg hurtigt opgav. Det var for glat, og det så også ud som om det var vanskeligt at komme op på den anden anden side af floden. I stedet sjoskede jeg tilbage og fortsatte ned mod Ponte San Niccoló langs med floden. Det er overraskende behageligt at gå i gennemblødte lædersko og sokker i 30 graders varme.

Ved Ponte San Niccoló faldt jeg over et afrikansk marked, hvor jeg købte et festligt bælte, der i øvrigt viste sig at være lidt for lille. I Firenze er læder det helt store. Jeg må få lavet et ekstra hul i det ved lejlighed, bæltet, for det er virkelig festligt. Det er en skam jeg aldrig går med skjorten ned i bukserne, hverken her eller i Italien.

Venus - det må da være Venus? - står smukt over Månen mellem træerne i Universitetsparken og jeg hører Thin White Rope til en smøg på altanen. “Crawl Piss Freeze” - ikke just et oplagt musikvalg til så smuk en nordisk scene…

Det er ganske tankevækkende at det formodentlig mest læste indlæg her på min beskedne dobbeltblog handler om et Monster Truck Show, som jeg overværede for et par år siden, netop her ved denne tid.

Det siger en del om vilkårene ved det her blogvæsen. Man - jeg - skriver lidt tilfældigt om dit og dat, og opsøges lejlighedsvist af et lige så tilfældigt publikum.

Nu er det så sæson igen og folk søger efter oplysninger om monster truck shows på google. Nogen af dem ender på Onkel Henning læser avis.

Man kunne givetvis få flere besøgende ved at blive lidt mere fokuseret i sit emnevalg og ved at skrive flere indlæg. Men det bliver der nu næppe noget af.

For tiden har man rigelig med tid til at kigge ud af togvinduer, i hvert fald hvis man rejser mellem Fredericia og Århus.

Sporarbejderne har såmænd sine fordele, udover den gratis kaffe og den almindelige lektion i langsomhed, venten, tålmodighed og andre af tiden forsømte dyder.

For mit vedkommende går en stor del af tiden nu med et ganske umådeholdent småsoven. Så jeg får faktisk ikke set så grufuldt meget på de steder som toget normalt bare suser forbi, så man dårligt oplever at der overhovedet er et stop: Viby J., Hørning og så videre. Søvntågerne lokker mere.

Men 2. pinsedag noterede jeg mig dog undervejs ind på Århus Hovedbanegård et ganske morsomt gavlmaleri på en bygning på venstre side af baneterrænet. Det forestillede en morsom elefant og var forsynet med en sammenkastet tekst: “Århus er en træt gammel elefant”.

Jeg var svært begejstret, men undrede mig også over at jeg ikke havde bemærket det før. Det er måske ikke så underligt endda, for maleriet er forholdsvis nyt. På Grandts.dk kan man læse

“Århus er en træt gammel elefant”. Sådan lyder proklamationen på dette herlige maleri udført i 2007 af Kristian Nordentoft og Magnus Damgaard fra kunsterkollektivet Perspektivbanden. Det findes på den sidste gavl i Valdemarsgade.

At sige man tror på kærligheden er en næsten utilgivelig banalitet. Det drejer sig ikke om hvorvidt du tror på kærligheden, det drejer sig om hvordan du vil have den tilberedt og serveret.

Det legendariske kultband fra 80′ernes sorte scene i København, Alive With Worms, udgiver snart (14. maj i år iflg. deres MySpace-side) en ny plade. Jeg er ikke nogen stor fan, men Janine Nebles stemme er unægtelig bemærkelsesværdig, og på den meget sene (1995) debutplade hæftede jeg mig ikke bare ved operaklangen men også ved hendes til tider ret markante danske accent, der passer forbløffende godt til den gotiske og meget europæiske stemning.

Når nu man ikke er fra Berlin, kan man jo lige så godt gøre en dyd af nødvendigheden.

På nær det var det måske en genre man skulle dyrke lidt mere? Det kunne i hvert fald være god spas at se Alive With Worms live engang, for det ser da ud til at være et helt godt show: