Onkel Hennings noter

Socialdemokraterne og de radikale er ingenting værd uden hinanden. De to partier bør hurtigst muligt finde sammen igen om det værdifællesskab, der kan bygge bro mellem progressiv middelklasse og lønmodtagere i kedeldragter.

Leder i denne uges udgave af LO’s ugebrev A4.

Paw har skrevet en udmærket kritik af Dennis “There is no alternative” Nørmark. Læs den her. Nørmarks argumenter lader til at gøre stort indtryk rundt omkring. I mine øjne er de temmelig egentlig ret uimponerende.

Det er ganske vist en smule rigtigt, i det Nørmark siger, men det er sagt langt bedre af andre før.

Hos Mrandersson & co levererer Bjørn Nielsen et godt opgør med Nørmark i et mere kulturpolitisk register.

I dagens Information, 30.01.2007, tager min udmærkede overbo Jon Rostgaard Boiesen Nørmark grundigt ved vingebenet.

Så har også Carsten Fogh skrevet et indlæg mod Nørmarks tynde argumenter i Information. Læs mere på Carstens blog.

Ole Hyltoft er jo ganske tit meget nem at afskrive - jeg tror selv jeg tidligere har kaldt ham en gammel vrøvlenisse - og Hyltofts seneste kronik i Jyllands-Posten 20.01.2007 var virkelig særdeles nem at grine ud.

Undtagelsesvist sad jeg i går - eller var det i forgårs? - og hørte P3 en stor del af morgenen. Morgenværterne muntrede sig gevaldigt over Hyltofts bedagede opfattelse af hvad der burde sendes på P3, men opfyldte dog et af det nyvalgte DR-bestyrelsesmedlems ønsker ved at læse Blicher-digte op med slet skjult sarkasme. Han lægger næsten selv op til den slags må man sige, men jeg fik nu alligevel næsten lidt ondt af Hyltoft.

Den i øvrigt ganske populære (!) blogger CAPAC har en lidt anderledes og ikke helt så fjendtlig tilgang til Hyltofts kritik. Der er måske tale om forskellige grader eller måske rettere typer af kulturkonservatisme*? Jeg foretrækker klart CAPAC’s variant. P3 er og bør nu engang være en kanal for samtidig rytmisk musik.

Men da helst hverken “samtidig” eller “rytmisk” i alt for snæver forstand. Nu hører jeg som sagt ikke så frygtelig meget P3, men jeg forestiller mig da nok at kanalens musikudvalg kunne være mindre snævert og mainstreampræget, selvom det givetvis kunne være meget værre.

Da jeg var dreng hørte jeg ind i mellem P3’s verdensmusik-program, og der kunne man faktisk høre meget sjov, ny og spændende musik. Men den slags skal man vist ikke regne med at finde på P3 længere - og det er jo bare ét eksempel.

Hvad angår CAPAC’s udfald mod 100 FM’s reklamer (se ovenfor), så kan jeg kun være enig. Lad gå at 100 FM ikke sender fx. avantgardejazz, men for det første er der givetvis enkelte af de musikere, hvis værker kanalen sender, som ikke kunne have skabt deres musik uden inspiration fra fx. avantgardejazzen, og for det andet virker det da lidt pinligt at sælge sig selv ved at håne andre.

* Fyndordet: “en konservativ, det er en som bruger alt sit krudt på at forsvare tiltag hans forgængere kæmpede inædt imod” rinder en i hu.

Endnu en journalistblog til anbefaling: journalist ved Ekstra-Bladet Bo Elkjær rapporterer løbende om sine bestandige forsøg på at få landets statsminister til at forklare hvad vi dog skulle i Irak?

Jeg har ikke viet Trads’ blog meget opmærksomhed, fordi den var ret kedelig før Nyhedsavisen begyndte at udkomme. Men nu er den bestemt et besøg værd.

Læs Dragsdahls svar på Bent Jensens anklager her. Dragsdahl viser effektivt at anklagerne om at han skulle have været kommunistisk eller pro-sovjetisk i sit virke som publicist i den kolde krigs tid er helt urimelige i denne artikel - her kan man blandt andet læse at Dragsdahl dengang af folk på venstrefløjen blev anklaget for at være CIA-agent!

Hvilken ironi!

Tidligt op og Bob Hund på CD-afspilleren - det er sundt for en lille Henning:

Tralala lilla molntuss, kom hit skall du få en puss!

[gv data="http://www.youtube.com/v/fdOzx_slfxU"][/gv]

molntuss: en lille sky
puss: kys

Det holder jeg nu på. Men nogen gange er man jo simpelthen bandsat på at sætte sig selv igennem overfor en modstander, der må overvindes, uanset hvor håbløst det ser ud. Nu er der hjælp at hente fra en af fortidens store ånder. På Informations Forlag kom her i december en lille bog af den tyske filosof Arthur Schopenhauer med titlen Kunsten altid at få ret - denne bog skulle angiveligt indeholde 38 måder at vinde en ellers tabt diskussion.

Beskidte diskussioner minder mig altid om en bestemt forelæsning i middelalderfilosofi ved prof. i idéhistorie Hans-Jørgen Schanz. Det var en af de første gange jeg opholdt mig i det dengang helt nybyggede Søauditorium; denne fine bygning:

Schanz fortalte om hvordan diskussioner mellem middelalderens filosoffer, de såkaldte skolastikere, traditionelt forløb efter en ganske sindrig procedure: Først fremlagde den første filosof sit synspunkt. Dernæst skulle den anden så referere dette første synspunkt. Fidusen var så at først når den første kunne godtage dette referat som sandfærdigt, fik den anden lov til at fremsætte sit eget, modstridende synspunkt.

En meget nobel skik og brug, som det nok kan være værd at tænke over ind i mellem.

Læs om de ti mest oversete kriser iflg. Læger Uden Grænser her.

I dag læste jeg Karl Hjortnæs’ bog Socialdemokrater under pres færdig. En spændende og sympatisk debatbog om Socialdemokratiets nyere historie og ideologi. Man kunne ønske sig flere socialdemokrater af Hjortnæs’ relativt åbent politiske og ‘ideologiske’ type på de centrale positioner i partiet - jeg er ikke i tvivl om at de findes i baglandet.

Desværre er ledende socialdemokrater alt for ofte agenter for en teknokratisk og afpolitiseret debatform som ligner deres modparter i Venstres ledelse alt for meget.