Onkel Hennings noter

Titlen på den meget omtalte eksamensopgave blev Fight Club: Et ironisk manifest?  Ikke synderligt originalt og egentlig heller ikke lige i øjet. For selvom spørgsmålet om hvordan man skal fortolke ironien i Fight Club endte med at komme til at indgå i min problemformulering, blev det nok noget stedmoderligt behandlet.

Måske var det mine uindfriede ambitioner i retning af ironien som fik mig til at drømme følgende morsomme drøm:

Jeg faldt tilfældigvis over et sted hos Kierkegaard, som i den grad passede på  Fight Club - men så opdagede jeg til min store ærgrelse at Kierkegaard på dette sted referede direkte til  Fight Club, hvad der jo gjorde det til en noget mindre bedrift at sætte stedet i forbindelse med filmen - jeg undrede mig naturligt nok dernæst over hvordan Kierkegaard egentlig kunne referere til  Fight Club. Det gik dog hurtigt op for mig at det selvfølgelig måtte være bogen han havde læst, og jeg opnåede stor beroligelse ved den indsigt.

Jeg synes nu ikke opgaven blev helt så dum, men det kan der sikkert være delte meninger om!

Mit medlemskab af Samlerens Bogklub er en kilde til mange ærgrelser. Jeg glemmer selvfølgelig konstant at afbestille månedens bog eller bestiller alt for mange bøger, som jeg egentlig ikke har råd til.

For en gangs skyld fik man dog en i hvert fald foreløbig gratis glæde ud af det. For det var nemlig på Samlerens Bogklubs hjemmeside jeg faldt på den særprægede amerikansk-engelske musiker Scott Walker. De fleste kender sikkert The Walker Brothers hit “The Sun Ain’t Gonna Shine Anymore” fra 1966:

Scott Walkers senere musik er mildest talt noget mere svært tilgængeligt. Faktisk ved jeg ikke rigtig helt endnu om jeg egentlig bryder mig om den. Den kræver måske tilvænning, som oliven. Det er vist de sorte, oven i købet, for nu at blive i sammenligningen. Under alle omstændigheder er videoen til “Jessie” fra albummet The Drift fra 2006 nu ret flot:

Hidtil har jeg brugt Extreme Video Plugin til at vise videoklips fra Youtube osv. Ikke med helt tilfredsstillende resultater. Dels indebar dette plugin en smule kode-klippe-klistre og dels blev videoerne lidt sjovt beskåret. Slut med det.

Nu hedder det Anarchy Media Player - brugervenligt, fleksibelt og uden underlige beskæringer. Lad os fejre det med dette sjove hit fra 1985, som jeg hørte på arbejde i dag. King med “Love and Pride”:

Satme noget lækkert hår!

Nåja. Og nu vi er ved hvordan det gik på jobbet i dag, så er der nu noget over at træde ind i en mennesketom lagerhal, hvor “Je t’aime… Moi non plus” brager løs:

Apropos denne diskussion på Center for Vild Analyses blog, så har jeg aldrig brudt mig så meget om brugen af smileys i offentlige diskussioner på nettet. Spørgsmålet er så måske blot hvornår en diskussion er offentlig og hvornår den er privat?

Jeg er igen gået i gang med Sven Holms roman fra 1972. Syg og munter.. alene titlen kan nok lokke en hypokonder som undertegnede.

Det går nu bedre end sidst, hvor jeg gik i stå efter at have læst det første kapitel, hvor den morgensure krakiler Arntsen overfuser et tilsyneladende uskyldigt kontorbud.

Det er meget morsomt, faktisk så morsomt at det første kapitel i sig selv er mindst et besøg på biblioteket værd.

Nogen gange er det ikke de klogeste som har ret.

Måske skulle man overveje, kun at blogge mens spritten flyder?

Jeg skrev opgave om Fight Club og begynder at se Brad Pitt  - eller rettere mænd som gerne vil ligne ham - overalt. For eksempel på Spot Festivalen.

Efter at have overværet det i det store og hele rædsomme arrangement med Koffi Annan og Bill Clinton havde jeg ellers nær svoret aldrig at klappe igen.

Den grille var Spot Festivalen en fremragende kur mod. Hvad kan få en til at klappe og huje bedre end en rigtig god rockkoncert!

Måske virkede det næsten lidt for godt - for da jeg for et par dage siden så David Finchers seneste film, Zodiac , var jeg lige ved at klappe da filmen sluttede - samme FIncher som instruerede Fight Club  i øvrigt.

Pudsigt. Da de viste den famøse landskamp på storskærm under Spot funderede jeg lidt på det mærkværdige i at folk klappede og buhede af/til begivenheder som foregik et helt andet sted.

En uges tid efter sidder jeg og er lige ved at klappe af en spillefilm, baseret på hændelser der fandt sted for små 40 år siden.

En sammenligning af den realistiske skildring af John Nash’ skizofreni i A Beautiful Mind - som i øvrigt var langt bedre end jeg havde regnet med - og den mere spegede skildring af fortællerens i Fight Clubs spaltning mellem Jack og Tyler Durden. Det kunne være et interessant emne.

Blot en lille strøtanke efter opgaveaflering. Flere måske senere.