En drøm om eksamen
Titlen på den meget omtalte eksamensopgave blev Fight Club: Et ironisk manifest? Ikke synderligt originalt og egentlig heller ikke lige i øjet. For selvom spørgsmålet om hvordan man skal fortolke ironien i Fight Club endte med at komme til at indgå i min problemformulering, blev det nok noget stedmoderligt behandlet.
Måske var det mine uindfriede ambitioner i retning af ironien som fik mig til at drømme følgende morsomme drøm:
Jeg faldt tilfældigvis over et sted hos Kierkegaard, som i den grad passede på Fight Club - men så opdagede jeg til min store ærgrelse at Kierkegaard på dette sted referede direkte til Fight Club, hvad der jo gjorde det til en noget mindre bedrift at sætte stedet i forbindelse med filmen - jeg undrede mig naturligt nok dernæst over hvordan Kierkegaard egentlig kunne referere til Fight Club. Det gik dog hurtigt op for mig at det selvfølgelig måtte være bogen han havde læst, og jeg opnåede stor beroligelse ved den indsigt.
Jeg synes nu ikke opgaven blev helt så dum, men det kan der sikkert være delte meninger om!