Onkel Hennings noter

Det er ganske tankevækkende at det formodentlig mest læste indlæg her på min beskedne dobbeltblog handler om et Monster Truck Show, som jeg overværede for et par år siden, netop her ved denne tid.

Det siger en del om vilkårene ved det her blogvæsen. Man - jeg - skriver lidt tilfældigt om dit og dat, og opsøges lejlighedsvist af et lige så tilfældigt publikum.

Nu er det så sæson igen og folk søger efter oplysninger om monster truck shows på google. Nogen af dem ender på Onkel Henning læser avis.

Man kunne givetvis få flere besøgende ved at blive lidt mere fokuseret i sit emnevalg og ved at skrive flere indlæg. Men det bliver der nu næppe noget af.

For tiden har man rigelig med tid til at kigge ud af togvinduer, i hvert fald hvis man rejser mellem Fredericia og Århus.

Sporarbejderne har såmænd sine fordele, udover den gratis kaffe og den almindelige lektion i langsomhed, venten, tålmodighed og andre af tiden forsømte dyder.

For mit vedkommende går en stor del af tiden nu med et ganske umådeholdent småsoven. Så jeg får faktisk ikke set så grufuldt meget på de steder som toget normalt bare suser forbi, så man dårligt oplever at der overhovedet er et stop: Viby J., Hørning og så videre. Søvntågerne lokker mere.

Men 2. pinsedag noterede jeg mig dog undervejs ind på Århus Hovedbanegård et ganske morsomt gavlmaleri på en bygning på venstre side af baneterrænet. Det forestillede en morsom elefant og var forsynet med en sammenkastet tekst: “Århus er en træt gammel elefant”.

Jeg var svært begejstret, men undrede mig også over at jeg ikke havde bemærket det før. Det er måske ikke så underligt endda, for maleriet er forholdsvis nyt. På Grandts.dk kan man læse

“Århus er en træt gammel elefant”. Sådan lyder proklamationen på dette herlige maleri udført i 2007 af Kristian Nordentoft og Magnus Damgaard fra kunsterkollektivet Perspektivbanden. Det findes på den sidste gavl i Valdemarsgade.

At sige man tror på kærligheden er en næsten utilgivelig banalitet. Det drejer sig ikke om hvorvidt du tror på kærligheden, det drejer sig om hvordan du vil have den tilberedt og serveret.

Det legendariske kultband fra 80′ernes sorte scene i København, Alive With Worms, udgiver snart (14. maj i år iflg. deres MySpace-side) en ny plade. Jeg er ikke nogen stor fan, men Janine Nebles stemme er unægtelig bemærkelsesværdig, og på den meget sene (1995) debutplade hæftede jeg mig ikke bare ved operaklangen men også ved hendes til tider ret markante danske accent, der passer forbløffende godt til den gotiske og meget europæiske stemning.

Når nu man ikke er fra Berlin, kan man jo lige så godt gøre en dyd af nødvendigheden.

På nær det var det måske en genre man skulle dyrke lidt mere? Det kunne i hvert fald være god spas at se Alive With Worms live engang, for det ser da ud til at være et helt godt show:

Hvad er den bedste plade at sætte på når man angstfuld forsøger at komme i gang med at rydde op på studerekammeret?

Bachs Goldbergvariationer er et muligt valg.. Beroligende, men dog opbyggende - protestantisk etik?

Pink Floyd eller Marillion kan måske også gøre det.. Her er det mere den udtalte tristesse, som tælller.

— 

Det er gerne et dårligt tegn - på manglende fokus og uopfyldte og adspredte ambitioner - når jeg begynder at få brug for en hel hyldemeter til biblioteksbøger.

—

Det er ikke altid man skal ordinere den medicin til sig selv, som samtiden burde tage.