Onkel Hennings noter

Klassekampen er mange gange blevet erklæret død og borte. Men den fortsætter alligevel ufortrødent. Det er blevet ekstra tydeligt i den seneste tid. Når borgerlige partier – senest Ny Alliance – taler så stærkt for store skattelettelser til de rigeste, samtidig med at Socialdemokraterne og venstrefløjen taler for flere penge til velfærd, så er det klar klassekamp.

Hvis man giver skattelettelser på mange milliarder (Ny Alliance har trukket lidt i land på deres forslag om max. 40 % i skat svarende til 50 milliarder kr., men holder fast i at det er deres mål), så flytter man en stor del af samfundsøkonomien fra det, vi fælles bestemmer over, til det enkeltpersoner bestemmer over. Og vi ændrer velfærden, fra at være noget vi fælles bruger og betaler over skatten, som sygehuse, børnehaver, ældrepleje, til i stedet at være noget, der betales af forsikringsordninger og brugerbetaling og som derfor bliver markedsstyret, i stedet for demokratisk styret. Det har været regeringens klare mål, siden de kom til magten. De ønsker at skabe et nyt Danmark, har Claus Hjort fortalt.

[...]

Vi står midt i en klassekamp kogt ned til sin reneste essens. Fordeling af samfundets goder mellem de der ejer og de der producerer værdierne. Enten skal den private økonomiske magt styrkes eller også skal den fælles økonomiske magt styrkes. Skal vi bruge velstanden til skattelettelser til de rigeste eller til velfærd for alle?

Læs resten hos Enhedslisten. Der er rigtig meget sandt i det Line siger, men sådan strengt taget så holder den der opdeling i mellem “de der ejer” og “de der producer” værdierne vist ikke helt. De modstående klasser må nok defineres lidt anderledes - det er sådan set en gammel diskussion.

Terrorismen er en intolerant reaktion på vort samfunds hypertolerance, ligesom voldtægten kan være en intolerance over for vores grænseløse seksuelle tolerance (dens styrke stiger med den seksuelle frigørelses styrke, hvad der er paradoksalt). Det er 2. generations volden - en reaktion på fraværet af vold. Det samme gælder 2. generations sygdommene (cancer): de er en reaktion på kroppens hyperbeskyttelse.

Cool Memories, s. 91

Sådan et citat falder man helt tilfældigt på netop som man arbejder på en opgave om filmen Fight Club, som i høj grad kredser om lignende temaer. Pudsigt.

Jeg har forresten omtalt Cool Memories - godt nok temmelig uvenskabeligt - i forbindelse med reolgennemgangen. Der sker forhåbentlig mere på reolgennemgangsfronten efter eksamen.

I eftermiddags købte jeg Jess Ørnsbos seneste digtsamling Ronkedorier. Den var på tilbud til 50 kr. hos Vangsgaards. Jeg må virkelig til at læse noget mere af Ørnsbos lyrik. Jeg har en del digtsamlinger af ham, men kigger kun sjældent i dem. Ø er - særligt i mit hjemmebibliotek - en fjerntliggende del af alfabetet. Ørnsbodigtene er gemt væk i et højt hjørne et sted mellem Sjöwahl/Wahlöö og Emil Aarestrup.

Stemningen i Ørnsbos digte er ofte ganske mørk og kras - men alligevel kan de være ganske opmuntrende. Der er nemlig humor og en dybtliggende kærlighed til den tilsølede verden i dem. Prøv en ronkedorie:

Beboelse

Fornbiler krydser i gaden
med deres giftige ånde
En lys kvindestemme skærer i gardinerne
på en ellers tom andensal
Overalt sår smurt med tavshed
og påtrængende organer
i alle opgange
Verdensborgere og betelkonger nusser
i krogene
Ansigtssveden driver ned ad ruderne
Derfra hvor du står
er der ingen der undslipper

Hvad mon en betelkonge er for en størrelse? Betel er en euforiserende plante som i visse varme lande tygges lidt ligesom skrå eller cocablade. Den farver munden og spyttet rødt.

Fornbil er det islandske ord for en veteranbil. Der er nu en vis stil over islandsk - Ørnsbo er sikkert ikke den eneste som af og til får lyst til at importere islandske ord til dansk!

Bendik Wold og Magnus E. Marsdals fine bog Tredje venstre -  for en radikal individualisme blev den 17. marts omtalt i stor opsætning i Information. Det er en meget fin og tankevækkende - fremfor alt opløftende og håbefuld bog, som jeg egentlig gerne ville skrive mere om.

Foreløbig må det blive ved det tip at den kan købes hos SFU til den formidable sum af 100,- kr.

En af de gode ting ved at være begyndt på at arbejde ude af huset er at det giver mig lejlighed til fordrive ventetiden ved busstoppet med at læse i en lommeudgave af Det Ny Testamente fra Gideonitterne.

Det er den eneste form for læsestof som er praktisk, når man ikke gider slæbe en rygsæk med på arbejde. De sidste par arbejdsdage har jeg læst i Romerbrevet.

Her står mange gode ting. Fx. Rom (4:17):

Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til.

Og Rom (6:1-11).

Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Aldeles ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den? Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.

For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden.

Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus

Socialdemokraterne og de radikale er ingenting værd uden hinanden. De to partier bør hurtigst muligt finde sammen igen om det værdifællesskab, der kan bygge bro mellem progressiv middelklasse og lønmodtagere i kedeldragter.

Leder i denne uges udgave af LO’s ugebrev A4.

Apropos forskeres ytringsfrihed vs. politikernes ret til at føre forskningspolitik:

Men som en deltager på redaktionsmødet påpegede, så har selvgodheden over den danske tradition for ytringsfrihed det med at overskygge, at det kun er et fåtal danskere som reelt har ytringsfrihed – med mindre de er villige til at betale store personlige omkostninger for at bruge den.

Politikere, journalister og en mindre gruppe intellektuelle kan – og det gør de – ytre sig næsten grænseløst om hvadsomhelst, mens det store flertal af både offentligt og privatansatte sætter deres job på spil, hvis de ytrer sig kritisk om, hvad der foregår på deres arbejdsplads – uanset om de forhold, de ytrer sig om, har offentlighedens interesse. Det er en længere sang værd.

Set på Informations redaktionsmøde-blog. Hvis man vil se offensivt på ytringsfriheden, så gælder det jo ikke bare om at forsvare ‘de intellektuelles’ ytringsfrihed, men om at udvide andre borgeres!

Diskussionen om den individuelle frihed til at kritisere ctr. diverse organisationers krav om ’sammenhængskraft’ minder mig forresten om filosoffen Øjvind Larsens bog Den samfundsetiske udfordring, som man burde kigge lidt i ved lejlighed.

www.polemiken.net er en meget interessant blog med en stor og fast læserskare. Den kvindelige blogger kalder sig Kimpolina og har specialiseret sig i at lave provokerende billedcollager, som opponerer mod alle former for politisk propaganda.

Citat: Faktaboks til artiklen Hvilken profil vælger du om blogs i Kristeligt Dagblad, fredag 24. november 2006

HA! Har de gode journalister på den Kristelige mon gidet besvære sig lidt med at bladre i Helle Hartmanns skønne billedcollager? Eller læst nogen af hendes søde små tekster?

Polemiken kalder sig en “anti-ideologisk propagandabrækker blog” men der er nu nok nogen af os der simpelthen mener den er et højredrejet og fremmedhadspredende propagandaforetagende.

At Kimpolina opponerer mod alle former for politisk propaganda er i hvert fald noget ævl.

Nemlig:

En blog kan altså både være udstillingsvindue, skrivebord eller systematisk overspringshandling. Der findes ingen ’rigtige’ og ’forkerte’ blogge. Hverken i indhold eller i form, mener Christian Yde Frostholm.

»Den perfekte blog er ikke nogen perfekt blog. En blog er et rum for det ufærdige, prøvende, skitseagtige. Gådefulde blogs, fiktive blogs, nørdede blogs, fantasifulde blogs, det er dem, jeg kan lide. Og dem, der er i stand til at starte en konstruktiv samtale/debat. Det sker jo faktisk også«, siger han.

http://politiken.dk/boger/article201370.ece

Jojo.. Men bare fordi man ikke er perfekt behøver man jo ikke være rigtig ringe?! Nogen kvalitetskritier må der jo alligevel være?!

Det stille vand, den dybe grund
Hanging on in quiet desperation is the English way

Ikiru

Gad i øvrigt vide om der er den lighed mellem japanere og danskere, at vi kun taler med hinanden når vi er fulde?