Onkel Hennings noter

Mellem Ponte alle Grazie og Ponte San Niccoló i Firenze findes en kunstig tange eller meget lav dæmning der går hele vejen over floden Arno, hvor man kan nyde solen, sætte sig til at fiske eller soppe. Man skal dog være lidt varsom, for går man langt ud på den kommer man til at spadsere på en meget glat overflade bestående af beton dækket med grønne søplanter.

Jeg kan godt lide at opleve fremmede steder, men jeg bryder mig meget lidt om rollen som på turist. Den påkalder alt for meget opmærksomhed. I et bylandskab foretrækker jeg klart den stille værdighed der er forbundet med så vidt muligt at glide ind i omgivelserne - i Italien skete det til min fornøjelse et par gange at folk tog mig for at være italiener. 

Men selvfølgelig skal man også tillade sig den luksus at standse op og betragte dette elller hint - hvad der automatisk påkalder opmærksomhed. Det er uendelig svært ikke at opføre sig som en turist, når det nu engang er det man er.

På et punkt kan meget dog gøres: påklædningen. Selvom italienerne vist ikke er helt så elegante, som vi gerne vil bilde os ind her oppe nytter det altså ikke noget at iføre sig shorts og bøllehat, hvis ikke man vil tages for en turist. Følgelig gik jeg i Italien konsekvent i skjorte, pæne lange bukser og lædersko.

Der ude på tangen gik det nu lidt for vidt. Det havde nok været en idé om jeg havde taget sko og strømper af i hvert fald til sidst. Da jeg først havde fået pjaskvåde sko og sokker overvejede jeg et øjeblik at fortsætte hele vejen over. Et halsløst projekt, som jeg hurtigt opgav. Det var for glat, og det så også ud som om det var vanskeligt at komme op på den anden anden side af floden. I stedet sjoskede jeg tilbage og fortsatte ned mod Ponte San Niccoló langs med floden. Det er overraskende behageligt at gå i gennemblødte lædersko og sokker i 30 graders varme.

Ved Ponte San Niccoló faldt jeg over et afrikansk marked, hvor jeg købte et festligt bælte, der i øvrigt viste sig at være lidt for lille. I Firenze er læder det helt store. Jeg må få lavet et ekstra hul i det ved lejlighed, bæltet, for det er virkelig festligt. Det er en skam jeg aldrig går med skjorten ned i bukserne, hverken her eller i Italien.

Det er ganske tankevækkende at det formodentlig mest læste indlæg her på min beskedne dobbeltblog handler om et Monster Truck Show, som jeg overværede for et par år siden, netop her ved denne tid.

Det siger en del om vilkårene ved det her blogvæsen. Man - jeg - skriver lidt tilfældigt om dit og dat, og opsøges lejlighedsvist af et lige så tilfældigt publikum.

Nu er det så sæson igen og folk søger efter oplysninger om monster truck shows på google. Nogen af dem ender på Onkel Henning læser avis.

Man kunne givetvis få flere besøgende ved at blive lidt mere fokuseret i sit emnevalg og ved at skrive flere indlæg. Men det bliver der nu næppe noget af.

For tiden har man rigelig med tid til at kigge ud af togvinduer, i hvert fald hvis man rejser mellem Fredericia og Århus.

Sporarbejderne har såmænd sine fordele, udover den gratis kaffe og den almindelige lektion i langsomhed, venten, tålmodighed og andre af tiden forsømte dyder.

For mit vedkommende går en stor del af tiden nu med et ganske umådeholdent småsoven. Så jeg får faktisk ikke set så grufuldt meget på de steder som toget normalt bare suser forbi, så man dårligt oplever at der overhovedet er et stop: Viby J., Hørning og så videre. Søvntågerne lokker mere.

Men 2. pinsedag noterede jeg mig dog undervejs ind på Århus Hovedbanegård et ganske morsomt gavlmaleri på en bygning på venstre side af baneterrænet. Det forestillede en morsom elefant og var forsynet med en sammenkastet tekst: “Århus er en træt gammel elefant”.

Jeg var svært begejstret, men undrede mig også over at jeg ikke havde bemærket det før. Det er måske ikke så underligt endda, for maleriet er forholdsvis nyt. På Grandts.dk kan man læse

“Århus er en træt gammel elefant”. Sådan lyder proklamationen på dette herlige maleri udført i 2007 af Kristian Nordentoft og Magnus Damgaard fra kunsterkollektivet Perspektivbanden. Det findes på den sidste gavl i Valdemarsgade.

Hvad er den bedste plade at sætte på når man angstfuld forsøger at komme i gang med at rydde op på studerekammeret?

Bachs Goldbergvariationer er et muligt valg.. Beroligende, men dog opbyggende - protestantisk etik?

Pink Floyd eller Marillion kan måske også gøre det.. Her er det mere den udtalte tristesse, som tælller.

— 

Det er gerne et dårligt tegn - på manglende fokus og uopfyldte og adspredte ambitioner - når jeg begynder at få brug for en hel hyldemeter til biblioteksbøger.

—

Det er ikke altid man skal ordinere den medicin til sig selv, som samtiden burde tage.

På tirsdag Aalborg Zoo, om en måneds tid London og til sommer Milano. Måske også snart en afstikker til Lolland. Jojo, man kommer da lidt ud for tiden.

Det bliver rigtig sjovt at komme op og se dyr. Men man skal jo også ha’ lidt af den lokale mad. Gad vide om der kan findes nogen gode beskedne spisesteder i Aalborg.

Det kan virkelig ikke blive ved med at gå at jeg skal have sandwich fra Nadia’s Sandwich og Muffins på Boulevarden hver evig eneste gang jeg er i Aalborg.

Det kan godt være det er rigtigt at de, som påstået er byens bedste. Men så gode er de altså heller ikke. Fyldet er rigtig godt, men brødet er lige gummiagtigt nok for min smag.

Apropos så tror jeg Sandies Sandwich lidt til venstre for banegården i Kolding byder på de bedste sandwich jeg har fået uden for Århus. Sandies er en sandwichbar hvor valget af brød er et pirrende element.

På banegårdspladsen i Kolding finder man også Pub Bertram. Engang må jeg ind der i en ventetid, spise et solæg med snaps og meditere over hvorfor man ikke bør grine af Kolding Internationale Frisør Akademi.

Honni soit qui mal y pense!

Et enkelt stort og unødvendigt indkøb vil jeg gerne foretage, nu hvor jeg er lidt ved muffen: Heimat, Die Zweite Heimat og Heimat 3 på DVD.

Desværre lader det til at man kun kan finde DVD-udgaver med engelske undertekster - det virker nu mærkeligt al den stund DR så vidt jeg husker har været involveret i produktionen af den fremragende filmserie.

Det er ikke fordi jeg ikke kan leve med det, men det ærgrer mig da at der tilsyneladende ikke er marked for en DVD-udgave med danske tekster.

Da Nick og Jay først dukkede op troede jeg en tid lang at de var én person der kaldte sig Nigger-Jay.

Jeg kan ikke have været den eneste.

Rejeost, Ost, Frugt, Brød, Svin, Salat, Peberfrugt, champignon

—

This is not about being right.. We all think we’re right. It doesn’t make you special

Sådan står der på en lap jeg fandt i mine papirdynger. Hvorfra stammer citatet? Formodentlig en film?

Jeg har aldrig været nogen stor ynder af dance og deslige, men har dog tilbragt en del af min endnu ikke overståede ungdom på etablissementer hvor den slags var populært - eller i hvert fald blev spillet. Og så får man jo gerne en svaghed eller to.

I en film om seriemordere - den engang meget omtalte Silence of the Lambs - tales der i forbindelse med en af disse morderes valg af ofre om hvordan begær starter: “Vi begærer det vi ser hver dag”. Nåja - vi begærer det vi hører hver weekend, en tid, i vores ungdom.

Alice Deejay var en hollandsk gruppe som i følge Wikipedia “achieved success from 1999 to 2002″. Netop i den periode kom jeg en del i Frederiksgade - og det var ikke bare morgenværtshuset George Washington men også ind i mellem det rædsomme diskotek Alexis:

Alice Deejay. En single, minder om tider i Århus’ natteliv til langt op over formiddagen. Ikke mere. Det havde måske været bedre om jeg havde siddet hjemme og læst - alene!

Tja.. jeg kan nu stadigvæk smile lidt over at LP’en hed Who needs guitars anyway.

Big Sur, københavnsk eksotika og hvad ved jeg. Jeg tror der er en som snart trænger til at komme lidt ud i verden…. Hvor skal man ta’ hen?