Onkel Hennings noter

Mellem Ponte alle Grazie og Ponte San Niccoló i Firenze findes en kunstig tange eller meget lav dæmning der går hele vejen over floden Arno, hvor man kan nyde solen, sætte sig til at fiske eller soppe. Man skal dog være lidt varsom, for går man langt ud på den kommer man til at spadsere på en meget glat overflade bestående af beton dækket med grønne søplanter.

Jeg kan godt lide at opleve fremmede steder, men jeg bryder mig meget lidt om rollen som på turist. Den påkalder alt for meget opmærksomhed. I et bylandskab foretrækker jeg klart den stille værdighed der er forbundet med så vidt muligt at glide ind i omgivelserne - i Italien skete det til min fornøjelse et par gange at folk tog mig for at være italiener. 

Men selvfølgelig skal man også tillade sig den luksus at standse op og betragte dette elller hint - hvad der automatisk påkalder opmærksomhed. Det er uendelig svært ikke at opføre sig som en turist, når det nu engang er det man er.

På et punkt kan meget dog gøres: påklædningen. Selvom italienerne vist ikke er helt så elegante, som vi gerne vil bilde os ind her oppe nytter det altså ikke noget at iføre sig shorts og bøllehat, hvis ikke man vil tages for en turist. Følgelig gik jeg i Italien konsekvent i skjorte, pæne lange bukser og lædersko.

Der ude på tangen gik det nu lidt for vidt. Det havde nok været en idé om jeg havde taget sko og strømper af i hvert fald til sidst. Da jeg først havde fået pjaskvåde sko og sokker overvejede jeg et øjeblik at fortsætte hele vejen over. Et halsløst projekt, som jeg hurtigt opgav. Det var for glat, og det så også ud som om det var vanskeligt at komme op på den anden anden side af floden. I stedet sjoskede jeg tilbage og fortsatte ned mod Ponte San Niccoló langs med floden. Det er overraskende behageligt at gå i gennemblødte lædersko og sokker i 30 graders varme.

Ved Ponte San Niccoló faldt jeg over et afrikansk marked, hvor jeg købte et festligt bælte, der i øvrigt viste sig at være lidt for lille. I Firenze er læder det helt store. Jeg må få lavet et ekstra hul i det ved lejlighed, bæltet, for det er virkelig festligt. Det er en skam jeg aldrig går med skjorten ned i bukserne, hverken her eller i Italien.

For tiden har man rigelig med tid til at kigge ud af togvinduer, i hvert fald hvis man rejser mellem Fredericia og Århus.

Sporarbejderne har såmænd sine fordele, udover den gratis kaffe og den almindelige lektion i langsomhed, venten, tålmodighed og andre af tiden forsømte dyder.

For mit vedkommende går en stor del af tiden nu med et ganske umådeholdent småsoven. Så jeg får faktisk ikke set så grufuldt meget på de steder som toget normalt bare suser forbi, så man dårligt oplever at der overhovedet er et stop: Viby J., Hørning og så videre. Søvntågerne lokker mere.

Men 2. pinsedag noterede jeg mig dog undervejs ind på Århus Hovedbanegård et ganske morsomt gavlmaleri på en bygning på venstre side af baneterrænet. Det forestillede en morsom elefant og var forsynet med en sammenkastet tekst: “Århus er en træt gammel elefant”.

Jeg var svært begejstret, men undrede mig også over at jeg ikke havde bemærket det før. Det er måske ikke så underligt endda, for maleriet er forholdsvis nyt. På Grandts.dk kan man læse

“Århus er en træt gammel elefant”. Sådan lyder proklamationen på dette herlige maleri udført i 2007 af Kristian Nordentoft og Magnus Damgaard fra kunsterkollektivet Perspektivbanden. Det findes på den sidste gavl i Valdemarsgade.

På tirsdag Aalborg Zoo, om en måneds tid London og til sommer Milano. Måske også snart en afstikker til Lolland. Jojo, man kommer da lidt ud for tiden.

Det bliver rigtig sjovt at komme op og se dyr. Men man skal jo også ha’ lidt af den lokale mad. Gad vide om der kan findes nogen gode beskedne spisesteder i Aalborg.

Det kan virkelig ikke blive ved med at gå at jeg skal have sandwich fra Nadia’s Sandwich og Muffins på Boulevarden hver evig eneste gang jeg er i Aalborg.

Det kan godt være det er rigtigt at de, som påstået er byens bedste. Men så gode er de altså heller ikke. Fyldet er rigtig godt, men brødet er lige gummiagtigt nok for min smag.

Apropos så tror jeg Sandies Sandwich lidt til venstre for banegården i Kolding byder på de bedste sandwich jeg har fået uden for Århus. Sandies er en sandwichbar hvor valget af brød er et pirrende element.

På banegårdspladsen i Kolding finder man også Pub Bertram. Engang må jeg ind der i en ventetid, spise et solæg med snaps og meditere over hvorfor man ikke bør grine af Kolding Internationale Frisør Akademi.

Honni soit qui mal y pense!

Jeg har aldrig været nogen stor ynder af dance og deslige, men har dog tilbragt en del af min endnu ikke overståede ungdom på etablissementer hvor den slags var populært - eller i hvert fald blev spillet. Og så får man jo gerne en svaghed eller to.

I en film om seriemordere - den engang meget omtalte Silence of the Lambs - tales der i forbindelse med en af disse morderes valg af ofre om hvordan begær starter: “Vi begærer det vi ser hver dag”. Nåja - vi begærer det vi hører hver weekend, en tid, i vores ungdom.

Alice Deejay var en hollandsk gruppe som i følge Wikipedia “achieved success from 1999 to 2002″. Netop i den periode kom jeg en del i Frederiksgade - og det var ikke bare morgenværtshuset George Washington men også ind i mellem det rædsomme diskotek Alexis:

Alice Deejay. En single, minder om tider i Århus’ natteliv til langt op over formiddagen. Ikke mere. Det havde måske været bedre om jeg havde siddet hjemme og læst - alene!

Tja.. jeg kan nu stadigvæk smile lidt over at LP’en hed Who needs guitars anyway.

Big Sur, københavnsk eksotika og hvad ved jeg. Jeg tror der er en som snart trænger til at komme lidt ud i verden…. Hvor skal man ta’ hen?

Scope.dk ser ud til at levere den mest brugbare oversigt over biograftider på nettet. I hvert fald når det gælder Århus.

En af mine hobbies er at opfinde mulige værtshusnavne. Jeg har selvfølgelig også en vag drøm om at bestyre sådan et lille værtshus et sted.

Checkpoint Charlie - selvfølgelig inspireret af Johnny Madsen.
Blyantspidseren eller Penalhuset - fordi der er så mange steder som i folkemunde kaldes Skoletasken
Holms Horehus - falsk varebetegnelse, forstås, men der skal selvfølgelig være dansegulv
Flanen og Flanøren - forestiller jeg mig skal være et sted for homoseksuelle
Loser’s Lounge - en stille bar med dart og keglebillard
Natmaskinen - er et digt af Michael Strunge, så det kunne jo passende være et sted for sortklædt og/eller barometerlyttende ungdom.

Så er der selvfølgelig også de sjove værtshusnavne, man sådan er stødt på rundt omkring. Adskillige steder, blandt andet hjemme i Esbjerg, kan man sige “Jeg går lige ned på Kontoret” når man skal en tur på den lokale. I Støvring finder man en pub ved navn Platon - det sjoveste er nu ikke navnet i sig selv, men det fjollede billede af Platons kontrafej, som var præget på etablissementets rude, da jeg kom forbi engang omkring årtusindskiftet.

Hedengangne John Wayne - også kaldet Verner - i Skolegade hjemme i Esbjerg, var nu endnu sjovere indrettet. Barstolene var sadler og inde i et glasbur i et hjørne, som måske engang havde tjent som dj-bur, stod en grim træfigur med cowboyhat.

Jeg foretrak nu Industrien, som stadig findes, men har udviklet sig i en retning, som kan gøre en lidt nostalgisk. Industrien er blevet lidt poleret. Navnet er selvfølgelig stadig fantastisk og maden er god, selvom det der med mad er et af de nymodens tiltag.

Her i Århus i Nørregade ligger et sted med det genialt enkle navn Værtshuset. Apropos Nørre Alle så er Coffee & Silver, som ellers var et pudsigt sted tilsyneladende lukket. Tinas Bar Annelises Bar - også kendt som “den grønlandske ambassade” - har blot skiftet navn til Celinas Bar. Det er et navneskifte jeg har svært ved at forstå.

Bodega 65 i Jægergårdsgade er også lukket. Det var et fint sted, som blandt andet bød på en sød gammel herre som byggede små frøer af papir og det fantastiske slogan: Undgå stress - gå på Bodega 65.

I fordums tid kom jeg en del på George Washington i Frederiksgade - som ikke altid var lige hyggeligt - men der var længe åbent. Hvor GW lå ligger nu en bar som ser noget mere nobel ud. Gad vide om der et eller andet sted ude i det danske land findes en beverding som er opkaldt efter Tscherning - en skikkelse fra det danske demokratis tidlige historie, som nok kunne fortjene den hyldest?

I Randers ligger en frisør som hedder Rude’s Klippehule. Desuden finder man en butik med garn, syvarer og lignende der kaldes Klippoteket. Det navn går igen hjemme i Esbjerg hos en frisørsalon, her er det blot besynderligt nok stavet Klibboteket.

Gad nu vide om den frisørsalon findes endnu?

Jeg skrev opgave om Fight Club og begynder at se Brad Pitt  - eller rettere mænd som gerne vil ligne ham - overalt. For eksempel på Spot Festivalen.

Efter at have overværet det i det store og hele rædsomme arrangement med Koffi Annan og Bill Clinton havde jeg ellers nær svoret aldrig at klappe igen.

Den grille var Spot Festivalen en fremragende kur mod. Hvad kan få en til at klappe og huje bedre end en rigtig god rockkoncert!

Måske virkede det næsten lidt for godt - for da jeg for et par dage siden så David Finchers seneste film, Zodiac , var jeg lige ved at klappe da filmen sluttede - samme FIncher som instruerede Fight Club  i øvrigt.

Pudsigt. Da de viste den famøse landskamp på storskærm under Spot funderede jeg lidt på det mærkværdige i at folk klappede og buhede af/til begivenheder som foregik et helt andet sted.

En uges tid efter sidder jeg og er lige ved at klappe af en spillefilm, baseret på hændelser der fandt sted for små 40 år siden.

Noget kunne i hvert fald tyde på at det er sæson for Monster Truck Shows, for mit indlæg om denne forlystelse er usædvanlig velbesøgt for tiden. I den anledning opdagede jeg at der var et problem med visningen af billederne i samme indlæg. Det kunne heldigvis rettes.

Gad vide hvor mange døde links og lignende skidt og møg der efterhånden har hobet sig op her på bloggen?

Læs om de fabelagtige Monster Trucks her.