Onkel Hennings noter

Hele debatten om visse fromme muslimers afvigende adfærd og visse tilstødende diskussioner i almindelighed og balladen om Asmaa, hendes slør og hendes måde at hilse på etc. i særdeleshed minder mig om den nordiske sædelighedsfejde eller lignede fænomener.

Det forekommer mig at der på en eller anden måde er noget af det samme på spil når Jørgen Leth kommer en tur gennem maskinen fordi han dyrker meget unge sorte piger og når Asmaa skal onduleres fordi hun går med tørklæde og ikke vil gi’ hånd.

I begge tilfælde synes det mig at normalitetens dyrkere farer frem blændet af forargelse og med alle mulige midler søger at ensrette den formastelige afviger. De glemmer det gamle mundheld: alt med måde - selv mådehold.

Ikke fordi sædelighed er et område jeg ikke mener man bør kunne diskutere - også på politisk niveau. Nogen forhold som dybest set har med vores helt private/personlige kropslige, seksuelle eller sociale udfoldelser at gøre bør med rette reguleres af fællesskabet.

Men der skal fanme da være plads til den personlige udfoldelse. Sædeligheden - normerne - skal ikke blive for snærende. Hverken snerper eller liderkarle skal tvinges unødigt - i særdeleshed ikke hvis deres personlige præferencer i virkeligheden ikke skader andet end andres selvgode snæversyn.

I det mindste skal sædelighedskæmperne slås med åben pande og gøre det klart for sig selv og hinanden at det er sædeligheden - den offentlige moral - de søger at fastlægge grænserne for, i stedet for at opfinde alle mulige mere eller mindre løjerlige påskud. Så godt det end er at være liberal i disse spørgsmål er det et dårligt liberalt selvbedrag at tro at sædeligheden ikke kan eller bør diskuteres.

Jeg skal også i gang med at forfatte Islamdebattens stråmænd III - på et tidspunkt faldt det mig ind at et passende udgangspunkt nok var at jeg kastede mig over Pittelkow/Jespersen-parrets Islamister og naivister.

Parret er i en dansk sammenhæng formodentlig det mest fremtrædende eksempel på en position som eksplicit tager afstand fra det egentlige fremmedhad, repræsenteret ved Dansk Folkeparti men alligevel som “islamkritikere” ofte angribes af Dansk Folkepartis modstandere for i realiteten at være så tæt på dette partis synspunkter, at forskellen er så godt som ens. Samtidig er Karen Jespersens rejse fra venstre mod højre naturligvis også interessant - blandt andet fordi hun jo hævder at hendes holdninger til islamspørgsmålet også - især - giver mening ud fra en “autentisk” venstreorienteret position.

I den seneste udgave af Weekend-Avisen (4.-5. april, 2007) finder man hele tre artikler af Frederik Stjernfelt som også er interessante i denne sammenhæng. Anmeldelser af britiske Nick Cohens kritik af venstrefløjen What’s Left og af Caroline Fourests La tentation obscurantiste samt et stort interview med sidstnævnte samt to andre medarbejdere fra Charlie Hebdo, det franske blad som fornyligt vandt den franske “Muhammed-retssag”.

Jeg har tidligere omtalt Caroline Fourest - med en vis sympati, må man sige - dette seneste interview føjer nuancer til min vurdering, for eksempel finder jeg det ganske interessant at hun nævner “den danske eks-minister”, dvs. Karen Jespersen, med sympati. Fourest har næppe noget videre kendskab til Karen Jespersens meritter bortset fra i debatten om islam, i særdeleshed debatten om venstrefløjens forhold til ‘islamismen’.

Hvis hun havde ville hun forhåbentlig ikke være helt så begejstret for Jespersen, som på enhver måde i dag må betragtes som eksponent for en moderne omend forholdsvis moderat europæisk højretænkning: nyliberalisme + kulturel og social konformisme og konservatisme.

I øvrigt har jeg indtryk af at den fransk-danske forbindelse i denne diskussion giver anledning til en række misforståelser som er begrundede i vore forskellige traditioner for national og religiøs praksis og selvforståelse. For eksempel har Karen Jespersen jo lige meldt sig ind i et dansk politisk parti, som rent faktisk har en religionspolitik, der står meget langt fra den ganske radikale franske sækularisme som Fourest plæderer for. Omvendt er det mit indtryk at mange danskere især fra det borgerlige spektrum misforstår de franske ‘islamkritikere’, idet de kun opfatter deres islamkritik, men ikke fanger den underliggende skarpe sækularisme, som i visse tilfælde nærmer sig fjendtlighed overfor enhver religion.

Der er mange bolde i luften i den diskussion. Mange nåle i høstakken. Mange frontafsnit som skal dækkes af. Oven i købet betragter jeg i et vist omfang hele denne diskussion som noget man burde få afsluttet i en fart, så vi i stedet kunne bruge krafterne på mere væsentlige emner. Men foreløbig prikker jeg altså alligevel lidt til høstakken.

Onkel Henning læser Olivier Roys Den globaliserede islam - en meget anbefalelsesværdig bog om de forskellige bevægelser i nutidens islam. Her kan man bl.a. læse en mere sandsynlig udlægning af begrebet dhiimis betydning for de europæiske muslimer end den diverse ‘islamkritiske’ højreråbehoveder propaganderer for.