Onkel Hennings noter

Jeg bryder mig egentlig ikke så frygtelig meget om BREUMM, men nu har jeg godt nok heller ikke brugt meget tid på at aflytte den roste debutplade “Det perfekte spild af tid”. Den smule jeg har hørt virker lidt for upersonligt og koldt.

Til gengæld var jeg svært begejstret for Jonas Breums gamle orkester Coolsville som desværre kun nåede at udgive en plade, Langtfra landet, som jeg hører tit og gerne, især når jeg er i dårligt humør. Det er nemlig en usædvanlig varm og personlig pop/rockplade.

Youtube byder på nummeret “Det gælder”:

Der er noget sært rørende over denne lidt new age-agtige plade, den gamle pave nåede at indspille. I det hele taget synes jeg der var noget rørende over den hvidklædte olding i hans sidste år.

Prøv at høre. Musikken er mildest talt lovlig flødet, men der altså noget over den gamle mands lidt tøvende ordstrøm - især den knortede sang tilsidst:

Det legendariske kultband fra 80′ernes sorte scene i København, Alive With Worms, udgiver snart (14. maj i år iflg. deres MySpace-side) en ny plade. Jeg er ikke nogen stor fan, men Janine Nebles stemme er unægtelig bemærkelsesværdig, og på den meget sene (1995) debutplade hæftede jeg mig ikke bare ved operaklangen men også ved hendes til tider ret markante danske accent, der passer forbløffende godt til den gotiske og meget europæiske stemning.

Når nu man ikke er fra Berlin, kan man jo lige så godt gøre en dyd af nødvendigheden.

På nær det var det måske en genre man skulle dyrke lidt mere? Det kunne i hvert fald være god spas at se Alive With Worms live engang, for det ser da ud til at være et helt godt show:

Hvad er den bedste plade at sætte på når man angstfuld forsøger at komme i gang med at rydde op på studerekammeret?

Bachs Goldbergvariationer er et muligt valg.. Beroligende, men dog opbyggende - protestantisk etik?

Pink Floyd eller Marillion kan måske også gøre det.. Her er det mere den udtalte tristesse, som tælller.

— 

Det er gerne et dårligt tegn - på manglende fokus og uopfyldte og adspredte ambitioner - når jeg begynder at få brug for en hel hyldemeter til biblioteksbøger.

—

Det er ikke altid man skal ordinere den medicin til sig selv, som samtiden burde tage.

Da Nick og Jay først dukkede op troede jeg en tid lang at de var én person der kaldte sig Nigger-Jay.

Jeg kan ikke have været den eneste.

Jeg har aldrig været nogen stor ynder af dance og deslige, men har dog tilbragt en del af min endnu ikke overståede ungdom på etablissementer hvor den slags var populært - eller i hvert fald blev spillet. Og så får man jo gerne en svaghed eller to.

I en film om seriemordere - den engang meget omtalte Silence of the Lambs - tales der i forbindelse med en af disse morderes valg af ofre om hvordan begær starter: “Vi begærer det vi ser hver dag”. Nåja - vi begærer det vi hører hver weekend, en tid, i vores ungdom.

Alice Deejay var en hollandsk gruppe som i følge Wikipedia “achieved success from 1999 to 2002″. Netop i den periode kom jeg en del i Frederiksgade - og det var ikke bare morgenværtshuset George Washington men også ind i mellem det rædsomme diskotek Alexis:

Alice Deejay. En single, minder om tider i Århus’ natteliv til langt op over formiddagen. Ikke mere. Det havde måske været bedre om jeg havde siddet hjemme og læst - alene!

Tja.. jeg kan nu stadigvæk smile lidt over at LP’en hed Who needs guitars anyway.

Der er altså noget eksotisk over københavnske piger. De er jo næsten svenskere!

Big Sur - det er lidt af et drømmenavn. Det ligefrem stråler af solskin, strand og blide eventyr.

Jeg ved ikke meget om stedet, udover at mange af Henry Millers bøger er skrevet der. Det er selvfølgelig også noget. 

Og så var der The Thrills fine lille ørehænger, endnu en melankolsk drøm om stranden:

Buler i hovedet. Det er ret interessant at høre Sonic Youth når man har tømmermænd. Man gør dog klogt i at holde sig til de mere tilgængelige sager. Onkel Henning anbefaler den klassiske LP Daydream Nation

eller den sært liderlige single “Bull in the Heather” fra pladen med den fede titel Experimental Jet Set, Trash And No Star:

Nu er jeg jo i grunden mest til guitarrock, Pixies, R.E.M og den slags. Det går aldrig over. Men samtidig er jeg ung nok til at ha’ et forhold til den øvrige nye populærmusik. Hiphoppen er et af de steder hvor det sner.

Noget af det fede ved hiphop, især den forkætrede gangstarap er den oversete homiejargon.

Gangstarappen handler om drenge der hænger ud - for hårdt, yeh, YEH! Eller med andre ord: Gangstarappernes tekster handler  om at være venner med sine venner. Og om venskabernes historie.

Plat sagt er det Beatles uden Yoko. I gangstarappens univers bliver drengene sammen - og de fyre som skrider er OUT! Drengene bliver sammen, og de støtter hinanden - de bedste rapnumre er altid featuring - her er det Dr. Dre featuring Snoop Doggy Dogg - et klassisk team - homies against the world:

I’m representing for them gangstas all across the world
Still hitting them corners in them low low’s girl

Still taking my time to perfect the beat
And I still got love for the streets, it’s the
D-R-E

Since the last time you heard from me I lost some friends
Well, hell, me and Snoop, we dipping again
Kept my ear to the streets, signed Eminem
He’s triple platinum, doing 50 a week
Still,I stay close to the heat
And even when I was close to defeat, I rose to my feet
My life is like a soundtrack I wrote to the beat

Apropos Beatles, så er What’s the Difference’s homosociale sammenhold en del sejere og mere interessant end I Wanna Hold Your Hand’s teenageromantik: