Onkel Hennings noter

Jeg bryder mig egentlig ikke så frygtelig meget om BREUMM, men nu har jeg godt nok heller ikke brugt meget tid på at aflytte den roste debutplade “Det perfekte spild af tid”. Den smule jeg har hørt virker lidt for upersonligt og koldt.

Til gengæld var jeg svært begejstret for Jonas Breums gamle orkester Coolsville som desværre kun nåede at udgive en plade, Langtfra landet, som jeg hører tit og gerne, især når jeg er i dårligt humør. Det er nemlig en usædvanlig varm og personlig pop/rockplade.

Youtube byder på nummeret “Det gælder”:

Der er noget sært rørende over denne lidt new age-agtige plade, den gamle pave nåede at indspille. I det hele taget synes jeg der var noget rørende over den hvidklædte olding i hans sidste år.

Prøv at høre. Musikken er mildest talt lovlig flødet, men der altså noget over den gamle mands lidt tøvende ordstrøm - især den knortede sang tilsidst:

For en ti års tid siden var Jønke næsten en helt. Hans selvbiografiske bog Jønke - mit liv nød en vis popularitet og han holdt - dog til visse forargelse - foredrag blandt andet på skoler.

Nu vil myndighederne have ham erklæret tosset og idømt tidsubestemt forvaring - det tætteste vi i Danmark kommer på “Life without possibility for parol”.

Jønke er vel under alle omstændigheder stadigvæk en slags kändis. Men hvorfor i alverden har han ikke en wikipedia-artikel? Er der ikke nogen der tør?

Da Nick og Jay først dukkede op troede jeg en tid lang at de var én person der kaldte sig Nigger-Jay.

Jeg kan ikke have været den eneste.

Big Sur - det er lidt af et drømmenavn. Det ligefrem stråler af solskin, strand og blide eventyr.

Jeg ved ikke meget om stedet, udover at mange af Henry Millers bøger er skrevet der. Det er selvfølgelig også noget. 

Og så var der The Thrills fine lille ørehænger, endnu en melankolsk drøm om stranden:

Kontradoxa bringer en lille nekrolog.

Nu er jeg jo i grunden mest til guitarrock, Pixies, R.E.M og den slags. Det går aldrig over. Men samtidig er jeg ung nok til at ha’ et forhold til den øvrige nye populærmusik. Hiphoppen er et af de steder hvor det sner.

Noget af det fede ved hiphop, især den forkætrede gangstarap er den oversete homiejargon.

Gangstarappen handler om drenge der hænger ud - for hårdt, yeh, YEH! Eller med andre ord: Gangstarappernes tekster handler  om at være venner med sine venner. Og om venskabernes historie.

Plat sagt er det Beatles uden Yoko. I gangstarappens univers bliver drengene sammen - og de fyre som skrider er OUT! Drengene bliver sammen, og de støtter hinanden - de bedste rapnumre er altid featuring - her er det Dr. Dre featuring Snoop Doggy Dogg - et klassisk team - homies against the world:

I’m representing for them gangstas all across the world
Still hitting them corners in them low low’s girl

Still taking my time to perfect the beat
And I still got love for the streets, it’s the
D-R-E

Since the last time you heard from me I lost some friends
Well, hell, me and Snoop, we dipping again
Kept my ear to the streets, signed Eminem
He’s triple platinum, doing 50 a week
Still,I stay close to the heat
And even when I was close to defeat, I rose to my feet
My life is like a soundtrack I wrote to the beat

Apropos Beatles, så er What’s the Difference’s homosociale sammenhold en del sejere og mere interessant end I Wanna Hold Your Hand’s teenageromantik:

http://modkraft.dk/spip.php?page=tc-artikel&id_article=5846

Jeg kan huske at jeg læste kronikken - og undrede mig - men jeg har givetvis ikke undret mig nok. Gad vide hvad partifællerne tænkte?

Har vi alle sammen været hypnotiserede?

Læs kronikken fra 2003, Det ulykkelige Arabien, hvor Naser Khader taler for  Irak-krigen. 

Nyhedsavisens chefredaktør David Trads skriver om Ny Alliance under overskriften: Khader er vores Kennedy. Hmf! Var Kennedy nu også så fantastisk?