Onkel Hennings noter

På TV2 News viser de nu en grafik over hvordan diverse små og store kendisser sad ved det bord i Grøften i Tivoli til det arrangement hvor Morten Messerschmidt sang et eller andet måske på tysk. Uha uha!

For helvede da også.. Har folk ikke bedre at få tiden til at gå med? Jeg skal være den sidste til at beklage politiske uheld for Morten Messerschmidt som i mine øjne er noget nær det værste i dansk politik - men den her historie er da for latterlig!

I øvrigt spiller det hele jo i virkeligheden ikke nogen virkelig rolle. Det er altsammen et virkelig pinligt spil for galleriet. Gad vide hvad der i grunden, i virkeligheden foregår i dansk politik for tiden.

Er hun kompetent til at være folketingskandidat - er hun dygtig nok til offentlig polemik?

Asmaa er helt sikkert en modig kvinde og hendes evne til at provokere har noget for sig - men spørgsmålet er hvad provokationen skal bruges til - hvad kommer der bagefter?

Får hun ordentlig rådgivning og modspil fra partifællerne på det af ydre omstændigheder vigtige religionspolitiske område? Har Enhedslisten egentlig en gennemtænkt og hensigtsmæssig religionspolitik - også - det er jo tilsyneladende nødvendigt i disse år - på det mere symbolske eller ‘værdimæssige’ niveau?

Tu quoque-henvisningen til Margrethe Auken - i dagens debat med Villy Søvndahl på P1 -er af flere årsager temmelig kluntet. Er der grund til at optrappe en strid med SF? Er sagen ikke i virkeligheden - forhåbentlig - at Margrethes religiøse virke er mere eller mindre lige så politisk uproblematisk som Asmaas?

At pege på Nihad Riazi ville muligvis fra Asmaas position også virke kluntet, men det ville i konteksten virke mere rimeligt - Riazi har jo faktisk langet ganske voldsomt ud efter Asmaa. Ganske vist har Riazi vistnok ikke nogen fremtrædende tillidshverv i SF men Riazis, på baggrund af hendes iranske baggrund forståelige, men ikke desto mindre stærkt overdrevne had til enhver form for religion er muligvis mindst lige så stor et problem som Asmaas påståede tvivlrådighed i forhold til dødsstraf, homoseksuelle og jeg skal gi’ dig skal jeg.

Riazi har på programmet haft følgende:

For at bekæmpe den religiøse indblanding i samfundets og borgernes tilværelse:

- skal der være fuldstændig adskillelse mellem religion og stat og undervisning. Enhver religiøs indblanding i politik, undervisning og opdragelse af børn skal ikke være tilladt.

- skal enhver officiel religion afskaffes; at bære religiøse symboler for børn under 16 år skal forbydes. de etniske/religiøse skoler skal afskaffes /  kristendomsundervisning på folkeskoler skal erstattes med undervisning i religionernes historier på godt og ondt!

Citat fra Nahid.dk. Særligt det første punkt kan næppe være særligt spiseligt i et frisindet parti som SF. Hermed på ingen måde sagt at Riazi ikke skulle høre hjemme i SF - forhåbentlig møder hun også rettidig modstand i partiet på dette område.

Er religionskritik et muligt satsningsområde for venstrefløjen? Jeg mener nu nok man bør satse på ideologikritikken - den nyliberale eller populistiske scienticisme/objektivisme er såmænd langt mere farlig her og nu end diverse perifere fundamentalismer.

Og kunne vi så for helvede da ikke snart komme til at snakke om noget andet. De globale, nationale og lokale problemer med ulighed og andre uheldige følger af kapitalismens hærgen, samfundenes svækkelse, miljø- og energikrisen og så videre og så videre. 

Jeg skal også i gang med at forfatte Islamdebattens stråmænd III - på et tidspunkt faldt det mig ind at et passende udgangspunkt nok var at jeg kastede mig over Pittelkow/Jespersen-parrets Islamister og naivister.

Parret er i en dansk sammenhæng formodentlig det mest fremtrædende eksempel på en position som eksplicit tager afstand fra det egentlige fremmedhad, repræsenteret ved Dansk Folkeparti men alligevel som “islamkritikere” ofte angribes af Dansk Folkepartis modstandere for i realiteten at være så tæt på dette partis synspunkter, at forskellen er så godt som ens. Samtidig er Karen Jespersens rejse fra venstre mod højre naturligvis også interessant - blandt andet fordi hun jo hævder at hendes holdninger til islamspørgsmålet også - især - giver mening ud fra en “autentisk” venstreorienteret position.

I den seneste udgave af Weekend-Avisen (4.-5. april, 2007) finder man hele tre artikler af Frederik Stjernfelt som også er interessante i denne sammenhæng. Anmeldelser af britiske Nick Cohens kritik af venstrefløjen What’s Left og af Caroline Fourests La tentation obscurantiste samt et stort interview med sidstnævnte samt to andre medarbejdere fra Charlie Hebdo, det franske blad som fornyligt vandt den franske “Muhammed-retssag”.

Jeg har tidligere omtalt Caroline Fourest - med en vis sympati, må man sige - dette seneste interview føjer nuancer til min vurdering, for eksempel finder jeg det ganske interessant at hun nævner “den danske eks-minister”, dvs. Karen Jespersen, med sympati. Fourest har næppe noget videre kendskab til Karen Jespersens meritter bortset fra i debatten om islam, i særdeleshed debatten om venstrefløjens forhold til ‘islamismen’.

Hvis hun havde ville hun forhåbentlig ikke være helt så begejstret for Jespersen, som på enhver måde i dag må betragtes som eksponent for en moderne omend forholdsvis moderat europæisk højretænkning: nyliberalisme + kulturel og social konformisme og konservatisme.

I øvrigt har jeg indtryk af at den fransk-danske forbindelse i denne diskussion giver anledning til en række misforståelser som er begrundede i vore forskellige traditioner for national og religiøs praksis og selvforståelse. For eksempel har Karen Jespersen jo lige meldt sig ind i et dansk politisk parti, som rent faktisk har en religionspolitik, der står meget langt fra den ganske radikale franske sækularisme som Fourest plæderer for. Omvendt er det mit indtryk at mange danskere især fra det borgerlige spektrum misforstår de franske ‘islamkritikere’, idet de kun opfatter deres islamkritik, men ikke fanger den underliggende skarpe sækularisme, som i visse tilfælde nærmer sig fjendtlighed overfor enhver religion.

Der er mange bolde i luften i den diskussion. Mange nåle i høstakken. Mange frontafsnit som skal dækkes af. Oven i købet betragter jeg i et vist omfang hele denne diskussion som noget man burde få afsluttet i en fart, så vi i stedet kunne bruge krafterne på mere væsentlige emner. Men foreløbig prikker jeg altså alligevel lidt til høstakken.

Trine Pertou Mach er en af mine yndlings-SF’ere. Hun havde i dag et fint læserbrev i Information, som kan læses i en lidt længere version på hendes egen hjemmeside.

http://www.trinemach.dk/content/dk/trine_i_pressen/artikler/information_28marts_2008

Jeg vil egentlig gerne skrive et eller andet om den ballade der er opstået omkring Safia Aoude efter at Nyhedsavisen valgte at viderebringe visse af Lars Hedegaard og Helle Merete Brix’ beskyldninger mod hende samt rapportere om den for Aoudes typiske konfrontatoriske reaktion på disse beskyldninger: at hænge hagekors på de to islamistjagere.

Men hvad skal man sige? Hedegaard og Brix er ganske vist nogen afskyelige smædekampagnemagere men Safia Aoude er bestemt heller ikke for god.

Pladren og gensidig tilsvining på semiseriøse hjemmesider: og så ender det hele med presseballade og en mulig eksklusionssag i den Konservative Vælgerforening i København.

På en eller anden måde føler jeg mig medansvarlig på grund af den lille polemik jeg havde med Safia Aoude her i efteråret, og som sagt bør jeg vist også skrive noget om den verserende ballade. Men det bliver ikke nu.

Jeg får da læst en smule, selvom det er alt det forkerte. I går blev jeg færdig med Sherin Khankans Islam og forsoning som var noget bedre end jeg havde regnet med. Under alle omstændigheder en af de bedre bøger fra de senere års debat om politik og religion - samt en ganske interessant bog om islam som religiøst fænomen i Danmark.

For et par dage siden afsluttede jeg Anders Lundkvists bog om amerikansk politisk økonomi: Bush, neokonomien og dollaren. Jeg ville virkelig ønske mig jeg havde bedre forstand på økonomi - de økonomiske forhold betyder altså virkelig noget - også mere end den kulturelle og moraliserende tendens i tidens samfundsdebat antyder.

Jeg har nævnt det flere gange at jeg gerne ville skrive flere bogomtaler eller -anmeldelser. Aktivitetsniveauet er ikke helt til andet end de helt korte meddelelser.

Således kan jeg da i forbifarten nævne at Alain de Bottons Status Anxiety,som jeg omtalte for nogen tid siden, nu er kommet i en dansk oversættelse ved Christian Bundegaard. Ikke alle de danske anmeldere er lige så begejstrede som jeg var over den engelske udgave.

Læs for eksempel Rune Lykkebergs anmeldelse i Information. Jeg er delvist enig med Lykkebergs kritik, men synes nu alligevel han er lige hård nok ved de Botton. Måske har jeg også en smule ”småborgerligt underskud”.

Bendik Wold og Magnus E. Marsdals fine bog Tredje venstre -  for en radikal individualisme blev den 17. marts omtalt i stor opsætning i Information. Det er en meget fin og tankevækkende - fremfor alt opløftende og håbefuld bog, som jeg egentlig gerne ville skrive mere om.

Foreløbig må det blive ved det tip at den kan købes hos SFU til den formidable sum af 100,- kr.

Paw har skrevet en udmærket kritik af Dennis “There is no alternative” Nørmark. Læs den her. Nørmarks argumenter lader til at gøre stort indtryk rundt omkring. I mine øjne er de temmelig egentlig ret uimponerende.

Det er ganske vist en smule rigtigt, i det Nørmark siger, men det er sagt langt bedre af andre før.

Hos Mrandersson & co levererer Bjørn Nielsen et godt opgør med Nørmark i et mere kulturpolitisk register.

I dagens Information, 30.01.2007, tager min udmærkede overbo Jon Rostgaard Boiesen Nørmark grundigt ved vingebenet.

Så har også Carsten Fogh skrevet et indlæg mod Nørmarks tynde argumenter i Information. Læs mere på Carstens blog.

Ole Hyltoft er jo ganske tit meget nem at afskrive - jeg tror selv jeg tidligere har kaldt ham en gammel vrøvlenisse - og Hyltofts seneste kronik i Jyllands-Posten 20.01.2007 var virkelig særdeles nem at grine ud.

Undtagelsesvist sad jeg i går - eller var det i forgårs? - og hørte P3 en stor del af morgenen. Morgenværterne muntrede sig gevaldigt over Hyltofts bedagede opfattelse af hvad der burde sendes på P3, men opfyldte dog et af det nyvalgte DR-bestyrelsesmedlems ønsker ved at læse Blicher-digte op med slet skjult sarkasme. Han lægger næsten selv op til den slags må man sige, men jeg fik nu alligevel næsten lidt ondt af Hyltoft.

Den i øvrigt ganske populære (!) blogger CAPAC har en lidt anderledes og ikke helt så fjendtlig tilgang til Hyltofts kritik. Der er måske tale om forskellige grader eller måske rettere typer af kulturkonservatisme*? Jeg foretrækker klart CAPAC’s variant. P3 er og bør nu engang være en kanal for samtidig rytmisk musik.

Men da helst hverken “samtidig” eller “rytmisk” i alt for snæver forstand. Nu hører jeg som sagt ikke så frygtelig meget P3, men jeg forestiller mig da nok at kanalens musikudvalg kunne være mindre snævert og mainstreampræget, selvom det givetvis kunne være meget værre.

Da jeg var dreng hørte jeg ind i mellem P3’s verdensmusik-program, og der kunne man faktisk høre meget sjov, ny og spændende musik. Men den slags skal man vist ikke regne med at finde på P3 længere - og det er jo bare ét eksempel.

Hvad angår CAPAC’s udfald mod 100 FM’s reklamer (se ovenfor), så kan jeg kun være enig. Lad gå at 100 FM ikke sender fx. avantgardejazz, men for det første er der givetvis enkelte af de musikere, hvis værker kanalen sender, som ikke kunne have skabt deres musik uden inspiration fra fx. avantgardejazzen, og for det andet virker det da lidt pinligt at sælge sig selv ved at håne andre.

* Fyndordet: “en konservativ, det er en som bruger alt sit krudt på at forsvare tiltag hans forgængere kæmpede inædt imod” rinder en i hu.

Jeg har ikke viet Trads’ blog meget opmærksomhed, fordi den var ret kedelig før Nyhedsavisen begyndte at udkomme. Men nu er den bestemt et besøg værd.