Onkel Hennings noter

Er hun kompetent til at være folketingskandidat - er hun dygtig nok til offentlig polemik?

Asmaa er helt sikkert en modig kvinde og hendes evne til at provokere har noget for sig - men spørgsmålet er hvad provokationen skal bruges til - hvad kommer der bagefter?

Får hun ordentlig rådgivning og modspil fra partifællerne på det af ydre omstændigheder vigtige religionspolitiske område? Har Enhedslisten egentlig en gennemtænkt og hensigtsmæssig religionspolitik - også - det er jo tilsyneladende nødvendigt i disse år - på det mere symbolske eller ‘værdimæssige’ niveau?

Tu quoque-henvisningen til Margrethe Auken - i dagens debat med Villy Søvndahl på P1 -er af flere årsager temmelig kluntet. Er der grund til at optrappe en strid med SF? Er sagen ikke i virkeligheden - forhåbentlig - at Margrethes religiøse virke er mere eller mindre lige så politisk uproblematisk som Asmaas?

At pege på Nihad Riazi ville muligvis fra Asmaas position også virke kluntet, men det ville i konteksten virke mere rimeligt - Riazi har jo faktisk langet ganske voldsomt ud efter Asmaa. Ganske vist har Riazi vistnok ikke nogen fremtrædende tillidshverv i SF men Riazis, på baggrund af hendes iranske baggrund forståelige, men ikke desto mindre stærkt overdrevne had til enhver form for religion er muligvis mindst lige så stor et problem som Asmaas påståede tvivlrådighed i forhold til dødsstraf, homoseksuelle og jeg skal gi’ dig skal jeg.

Riazi har på programmet haft følgende:

For at bekæmpe den religiøse indblanding i samfundets og borgernes tilværelse:

- skal der være fuldstændig adskillelse mellem religion og stat og undervisning. Enhver religiøs indblanding i politik, undervisning og opdragelse af børn skal ikke være tilladt.

- skal enhver officiel religion afskaffes; at bære religiøse symboler for børn under 16 år skal forbydes. de etniske/religiøse skoler skal afskaffes /  kristendomsundervisning på folkeskoler skal erstattes med undervisning i religionernes historier på godt og ondt!

Citat fra Nahid.dk. Særligt det første punkt kan næppe være særligt spiseligt i et frisindet parti som SF. Hermed på ingen måde sagt at Riazi ikke skulle høre hjemme i SF - forhåbentlig møder hun også rettidig modstand i partiet på dette område.

Er religionskritik et muligt satsningsområde for venstrefløjen? Jeg mener nu nok man bør satse på ideologikritikken - den nyliberale eller populistiske scienticisme/objektivisme er såmænd langt mere farlig her og nu end diverse perifere fundamentalismer.

Og kunne vi så for helvede da ikke snart komme til at snakke om noget andet. De globale, nationale og lokale problemer med ulighed og andre uheldige følger af kapitalismens hærgen, samfundenes svækkelse, miljø- og energikrisen og så videre og så videre. 

Hele debatten om visse fromme muslimers afvigende adfærd og visse tilstødende diskussioner i almindelighed og balladen om Asmaa, hendes slør og hendes måde at hilse på etc. i særdeleshed minder mig om den nordiske sædelighedsfejde eller lignede fænomener.

Det forekommer mig at der på en eller anden måde er noget af det samme på spil når Jørgen Leth kommer en tur gennem maskinen fordi han dyrker meget unge sorte piger og når Asmaa skal onduleres fordi hun går med tørklæde og ikke vil gi’ hånd.

I begge tilfælde synes det mig at normalitetens dyrkere farer frem blændet af forargelse og med alle mulige midler søger at ensrette den formastelige afviger. De glemmer det gamle mundheld: alt med måde - selv mådehold.

Ikke fordi sædelighed er et område jeg ikke mener man bør kunne diskutere - også på politisk niveau. Nogen forhold som dybest set har med vores helt private/personlige kropslige, seksuelle eller sociale udfoldelser at gøre bør med rette reguleres af fællesskabet.

Men der skal fanme da være plads til den personlige udfoldelse. Sædeligheden - normerne - skal ikke blive for snærende. Hverken snerper eller liderkarle skal tvinges unødigt - i særdeleshed ikke hvis deres personlige præferencer i virkeligheden ikke skader andet end andres selvgode snæversyn.

I det mindste skal sædelighedskæmperne slås med åben pande og gøre det klart for sig selv og hinanden at det er sædeligheden - den offentlige moral - de søger at fastlægge grænserne for, i stedet for at opfinde alle mulige mere eller mindre løjerlige påskud. Så godt det end er at være liberal i disse spørgsmål er det et dårligt liberalt selvbedrag at tro at sædeligheden ikke kan eller bør diskuteres.

Jeg skal også i gang med at forfatte Islamdebattens stråmænd III - på et tidspunkt faldt det mig ind at et passende udgangspunkt nok var at jeg kastede mig over Pittelkow/Jespersen-parrets Islamister og naivister.

Parret er i en dansk sammenhæng formodentlig det mest fremtrædende eksempel på en position som eksplicit tager afstand fra det egentlige fremmedhad, repræsenteret ved Dansk Folkeparti men alligevel som “islamkritikere” ofte angribes af Dansk Folkepartis modstandere for i realiteten at være så tæt på dette partis synspunkter, at forskellen er så godt som ens. Samtidig er Karen Jespersens rejse fra venstre mod højre naturligvis også interessant - blandt andet fordi hun jo hævder at hendes holdninger til islamspørgsmålet også - især - giver mening ud fra en “autentisk” venstreorienteret position.

I den seneste udgave af Weekend-Avisen (4.-5. april, 2007) finder man hele tre artikler af Frederik Stjernfelt som også er interessante i denne sammenhæng. Anmeldelser af britiske Nick Cohens kritik af venstrefløjen What’s Left og af Caroline Fourests La tentation obscurantiste samt et stort interview med sidstnævnte samt to andre medarbejdere fra Charlie Hebdo, det franske blad som fornyligt vandt den franske “Muhammed-retssag”.

Jeg har tidligere omtalt Caroline Fourest - med en vis sympati, må man sige - dette seneste interview føjer nuancer til min vurdering, for eksempel finder jeg det ganske interessant at hun nævner “den danske eks-minister”, dvs. Karen Jespersen, med sympati. Fourest har næppe noget videre kendskab til Karen Jespersens meritter bortset fra i debatten om islam, i særdeleshed debatten om venstrefløjens forhold til ‘islamismen’.

Hvis hun havde ville hun forhåbentlig ikke være helt så begejstret for Jespersen, som på enhver måde i dag må betragtes som eksponent for en moderne omend forholdsvis moderat europæisk højretænkning: nyliberalisme + kulturel og social konformisme og konservatisme.

I øvrigt har jeg indtryk af at den fransk-danske forbindelse i denne diskussion giver anledning til en række misforståelser som er begrundede i vore forskellige traditioner for national og religiøs praksis og selvforståelse. For eksempel har Karen Jespersen jo lige meldt sig ind i et dansk politisk parti, som rent faktisk har en religionspolitik, der står meget langt fra den ganske radikale franske sækularisme som Fourest plæderer for. Omvendt er det mit indtryk at mange danskere især fra det borgerlige spektrum misforstår de franske ‘islamkritikere’, idet de kun opfatter deres islamkritik, men ikke fanger den underliggende skarpe sækularisme, som i visse tilfælde nærmer sig fjendtlighed overfor enhver religion.

Der er mange bolde i luften i den diskussion. Mange nåle i høstakken. Mange frontafsnit som skal dækkes af. Oven i købet betragter jeg i et vist omfang hele denne diskussion som noget man burde få afsluttet i en fart, så vi i stedet kunne bruge krafterne på mere væsentlige emner. Men foreløbig prikker jeg altså alligevel lidt til høstakken.

Jeg får da læst en smule, selvom det er alt det forkerte. I går blev jeg færdig med Sherin Khankans Islam og forsoning som var noget bedre end jeg havde regnet med. Under alle omstændigheder en af de bedre bøger fra de senere års debat om politik og religion - samt en ganske interessant bog om islam som religiøst fænomen i Danmark.

For et par dage siden afsluttede jeg Anders Lundkvists bog om amerikansk politisk økonomi: Bush, neokonomien og dollaren. Jeg ville virkelig ønske mig jeg havde bedre forstand på økonomi - de økonomiske forhold betyder altså virkelig noget - også mere end den kulturelle og moraliserende tendens i tidens samfundsdebat antyder.

Jeg har nævnt det flere gange at jeg gerne ville skrive flere bogomtaler eller -anmeldelser. Aktivitetsniveauet er ikke helt til andet end de helt korte meddelelser.

Således kan jeg da i forbifarten nævne at Alain de Bottons Status Anxiety,som jeg omtalte for nogen tid siden, nu er kommet i en dansk oversættelse ved Christian Bundegaard. Ikke alle de danske anmeldere er lige så begejstrede som jeg var over den engelske udgave.

Læs for eksempel Rune Lykkebergs anmeldelse i Information. Jeg er delvist enig med Lykkebergs kritik, men synes nu alligevel han er lige hård nok ved de Botton. Måske har jeg også en smule ”småborgerligt underskud”.

Og så skulle jeg også snart til at arbejde på Islamdebattens stråmænd II - men jeg trækker på fødderne. Det er svært at rede trådene ud i højresidens islamdebat.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/forside/artikel:aid=310889 - Gad vide hvad Niels Højlund ville sige til det, hvis en eller anden muslim belærte ham om at Højlunds kristendom slet ikke er den rigtig kristendom - men at en mand af Pat Robertsons kaliber eller lignende repræsenterer den sande kristne lære?

Hvis man skulle lade talmajestæten råde, ville den tænkte muslim jo i øvrigt ikke have helt uret. Vi luthersk-evangeliske er et mindretal i den kristne verden. Men jeg tror nu alligevel Højlund ville betakke sig for at blive belært om den rette kristne lære af en muslim - og det med rette.

Et udkast til blogpostering fra Muhammedkrisens tid:

Hvad der til gengæld højst sandsynligt ville være blasfemi, at dømme efter politiet udmeldinger, er at brænde Koranen af.

Nu blev det jo trods rygterne ikke til noget, selvom man selvfølgelig ikke kan udelukke det er noget som danskfront-folkene hygger sig med under private former. Det rører altså ved en nerve hos undertegnede. Bogafbrændinger er en modbydelig uskik, uanset hvilken bog det drejer sig om. Og jeg tror jeg ville blive rasende over afbrændinger af Bibelen - langt mere end over de her afbrændinger af dannebrog. Ikke fordi den er en hellig og ufejlbarlig bog - for det er Jesus Kristus som er Gud ord, ikke Bibelen. Men alligevel… Bibelen er altså ikke bare hvilken som helst bog.

Tænk sig så hvordan Koranafbrændinger ville føles for muslimerne, som altså lærer at Koranen er Guds ord. En forfærdelig hån. Og så kommer man alligevel lidt i tvivl… Hvor skal grænserne gå?