Onkel Hennings noter

Så vidt jeg kan vurdere er den norske venstrefløjs blogmiljø noget mere spændende end den danskes. Særligt de norske bloggere med tilknytning til SV udgør et mere spændende og livligt forum end hvad danske SF kan præstere - NB: der findes i hvert fald en blog, som skrives af et medlem af SF, som ikke optaget på Planet SF, nemlig Pawsefiskens weblog.

Nok om det. Jeg ville egentlig bare gøre opmærksom på bogudgivelsen Trondheimsmodellen af svenske Aron Etzler, som jeg selv læste om hos en af de gode SV-bloggere, Audun Lysbakken.

Klassekampen er mange gange blevet erklæret død og borte. Men den fortsætter alligevel ufortrødent. Det er blevet ekstra tydeligt i den seneste tid. Når borgerlige partier – senest Ny Alliance – taler så stærkt for store skattelettelser til de rigeste, samtidig med at Socialdemokraterne og venstrefløjen taler for flere penge til velfærd, så er det klar klassekamp.

Hvis man giver skattelettelser på mange milliarder (Ny Alliance har trukket lidt i land på deres forslag om max. 40 % i skat svarende til 50 milliarder kr., men holder fast i at det er deres mål), så flytter man en stor del af samfundsøkonomien fra det, vi fælles bestemmer over, til det enkeltpersoner bestemmer over. Og vi ændrer velfærden, fra at være noget vi fælles bruger og betaler over skatten, som sygehuse, børnehaver, ældrepleje, til i stedet at være noget, der betales af forsikringsordninger og brugerbetaling og som derfor bliver markedsstyret, i stedet for demokratisk styret. Det har været regeringens klare mål, siden de kom til magten. De ønsker at skabe et nyt Danmark, har Claus Hjort fortalt.

[...]

Vi står midt i en klassekamp kogt ned til sin reneste essens. Fordeling af samfundets goder mellem de der ejer og de der producerer værdierne. Enten skal den private økonomiske magt styrkes eller også skal den fælles økonomiske magt styrkes. Skal vi bruge velstanden til skattelettelser til de rigeste eller til velfærd for alle?

Læs resten hos Enhedslisten. Der er rigtig meget sandt i det Line siger, men sådan strengt taget så holder den der opdeling i mellem “de der ejer” og “de der producer” værdierne vist ikke helt. De modstående klasser må nok defineres lidt anderledes - det er sådan set en gammel diskussion.

Er hun kompetent til at være folketingskandidat - er hun dygtig nok til offentlig polemik?

Asmaa er helt sikkert en modig kvinde og hendes evne til at provokere har noget for sig - men spørgsmålet er hvad provokationen skal bruges til - hvad kommer der bagefter?

Får hun ordentlig rådgivning og modspil fra partifællerne på det af ydre omstændigheder vigtige religionspolitiske område? Har Enhedslisten egentlig en gennemtænkt og hensigtsmæssig religionspolitik - også - det er jo tilsyneladende nødvendigt i disse år - på det mere symbolske eller ‘værdimæssige’ niveau?

Tu quoque-henvisningen til Margrethe Auken - i dagens debat med Villy Søvndahl på P1 -er af flere årsager temmelig kluntet. Er der grund til at optrappe en strid med SF? Er sagen ikke i virkeligheden - forhåbentlig - at Margrethes religiøse virke er mere eller mindre lige så politisk uproblematisk som Asmaas?

At pege på Nihad Riazi ville muligvis fra Asmaas position også virke kluntet, men det ville i konteksten virke mere rimeligt - Riazi har jo faktisk langet ganske voldsomt ud efter Asmaa. Ganske vist har Riazi vistnok ikke nogen fremtrædende tillidshverv i SF men Riazis, på baggrund af hendes iranske baggrund forståelige, men ikke desto mindre stærkt overdrevne had til enhver form for religion er muligvis mindst lige så stor et problem som Asmaas påståede tvivlrådighed i forhold til dødsstraf, homoseksuelle og jeg skal gi’ dig skal jeg.

Riazi har på programmet haft følgende:

For at bekæmpe den religiøse indblanding i samfundets og borgernes tilværelse:

- skal der være fuldstændig adskillelse mellem religion og stat og undervisning. Enhver religiøs indblanding i politik, undervisning og opdragelse af børn skal ikke være tilladt.

- skal enhver officiel religion afskaffes; at bære religiøse symboler for børn under 16 år skal forbydes. de etniske/religiøse skoler skal afskaffes /  kristendomsundervisning på folkeskoler skal erstattes med undervisning i religionernes historier på godt og ondt!

Citat fra Nahid.dk. Særligt det første punkt kan næppe være særligt spiseligt i et frisindet parti som SF. Hermed på ingen måde sagt at Riazi ikke skulle høre hjemme i SF - forhåbentlig møder hun også rettidig modstand i partiet på dette område.

Er religionskritik et muligt satsningsområde for venstrefløjen? Jeg mener nu nok man bør satse på ideologikritikken - den nyliberale eller populistiske scienticisme/objektivisme er såmænd langt mere farlig her og nu end diverse perifere fundamentalismer.

Og kunne vi så for helvede da ikke snart komme til at snakke om noget andet. De globale, nationale og lokale problemer med ulighed og andre uheldige følger af kapitalismens hærgen, samfundenes svækkelse, miljø- og energikrisen og så videre og så videre. 

På Enhedslistens Glob-Blog diskuteres globaliseringen.

Jeg skal også i gang med at forfatte Islamdebattens stråmænd III - på et tidspunkt faldt det mig ind at et passende udgangspunkt nok var at jeg kastede mig over Pittelkow/Jespersen-parrets Islamister og naivister.

Parret er i en dansk sammenhæng formodentlig det mest fremtrædende eksempel på en position som eksplicit tager afstand fra det egentlige fremmedhad, repræsenteret ved Dansk Folkeparti men alligevel som “islamkritikere” ofte angribes af Dansk Folkepartis modstandere for i realiteten at være så tæt på dette partis synspunkter, at forskellen er så godt som ens. Samtidig er Karen Jespersens rejse fra venstre mod højre naturligvis også interessant - blandt andet fordi hun jo hævder at hendes holdninger til islamspørgsmålet også - især - giver mening ud fra en “autentisk” venstreorienteret position.

I den seneste udgave af Weekend-Avisen (4.-5. april, 2007) finder man hele tre artikler af Frederik Stjernfelt som også er interessante i denne sammenhæng. Anmeldelser af britiske Nick Cohens kritik af venstrefløjen What’s Left og af Caroline Fourests La tentation obscurantiste samt et stort interview med sidstnævnte samt to andre medarbejdere fra Charlie Hebdo, det franske blad som fornyligt vandt den franske “Muhammed-retssag”.

Jeg har tidligere omtalt Caroline Fourest - med en vis sympati, må man sige - dette seneste interview føjer nuancer til min vurdering, for eksempel finder jeg det ganske interessant at hun nævner “den danske eks-minister”, dvs. Karen Jespersen, med sympati. Fourest har næppe noget videre kendskab til Karen Jespersens meritter bortset fra i debatten om islam, i særdeleshed debatten om venstrefløjens forhold til ‘islamismen’.

Hvis hun havde ville hun forhåbentlig ikke være helt så begejstret for Jespersen, som på enhver måde i dag må betragtes som eksponent for en moderne omend forholdsvis moderat europæisk højretænkning: nyliberalisme + kulturel og social konformisme og konservatisme.

I øvrigt har jeg indtryk af at den fransk-danske forbindelse i denne diskussion giver anledning til en række misforståelser som er begrundede i vore forskellige traditioner for national og religiøs praksis og selvforståelse. For eksempel har Karen Jespersen jo lige meldt sig ind i et dansk politisk parti, som rent faktisk har en religionspolitik, der står meget langt fra den ganske radikale franske sækularisme som Fourest plæderer for. Omvendt er det mit indtryk at mange danskere især fra det borgerlige spektrum misforstår de franske ‘islamkritikere’, idet de kun opfatter deres islamkritik, men ikke fanger den underliggende skarpe sækularisme, som i visse tilfælde nærmer sig fjendtlighed overfor enhver religion.

Der er mange bolde i luften i den diskussion. Mange nåle i høstakken. Mange frontafsnit som skal dækkes af. Oven i købet betragter jeg i et vist omfang hele denne diskussion som noget man burde få afsluttet i en fart, så vi i stedet kunne bruge krafterne på mere væsentlige emner. Men foreløbig prikker jeg altså alligevel lidt til høstakken.

Trine Pertou Mach er en af mine yndlings-SF’ere. Hun havde i dag et fint læserbrev i Information, som kan læses i en lidt længere version på hendes egen hjemmeside.

http://www.trinemach.dk/content/dk/trine_i_pressen/artikler/information_28marts_2008

Bendik Wold og Magnus E. Marsdals fine bog Tredje venstre -  for en radikal individualisme blev den 17. marts omtalt i stor opsætning i Information. Det er en meget fin og tankevækkende - fremfor alt opløftende og håbefuld bog, som jeg egentlig gerne ville skrive mere om.

Foreløbig må det blive ved det tip at den kan købes hos SFU til den formidable sum af 100,- kr.

Paw har skrevet en udmærket kritik af Dennis “There is no alternative” Nørmark. Læs den her. Nørmarks argumenter lader til at gøre stort indtryk rundt omkring. I mine øjne er de temmelig egentlig ret uimponerende.

Det er ganske vist en smule rigtigt, i det Nørmark siger, men det er sagt langt bedre af andre før.

Hos Mrandersson & co levererer Bjørn Nielsen et godt opgør med Nørmark i et mere kulturpolitisk register.

I dagens Information, 30.01.2007, tager min udmærkede overbo Jon Rostgaard Boiesen Nørmark grundigt ved vingebenet.

Så har også Carsten Fogh skrevet et indlæg mod Nørmarks tynde argumenter i Information. Læs mere på Carstens blog.

Ole Wugge Christiansen har skrevet en fin anmeldelse af det første nummer af Det Ny Clarte over på Modkraft/Kontradoxa.

Og Det Ny Clartes redaktion har skrevet et - ikke fuldstændig uberettiget - vredt svar. Men nu var Wugge Christiansens anmeldelse jo i virkeligheden ret positiv.

Den er da fin den her:

Set på Mortens blog.