Onkel Hennings noter

Mellem Ponte alle Grazie og Ponte San Niccoló i Firenze findes en kunstig tange eller meget lav dæmning der går hele vejen over floden Arno, hvor man kan nyde solen, sætte sig til at fiske eller soppe. Man skal dog være lidt varsom, for går man langt ud på den kommer man til at spadsere på en meget glat overflade bestående af beton dækket med grønne søplanter.

Jeg kan godt lide at opleve fremmede steder, men jeg bryder mig meget lidt om rollen som på turist. Den påkalder alt for meget opmærksomhed. I et bylandskab foretrækker jeg klart den stille værdighed der er forbundet med så vidt muligt at glide ind i omgivelserne - i Italien skete det til min fornøjelse et par gange at folk tog mig for at være italiener. 

Men selvfølgelig skal man også tillade sig den luksus at standse op og betragte dette elller hint - hvad der automatisk påkalder opmærksomhed. Det er uendelig svært ikke at opføre sig som en turist, når det nu engang er det man er.

På et punkt kan meget dog gøres: påklædningen. Selvom italienerne vist ikke er helt så elegante, som vi gerne vil bilde os ind her oppe nytter det altså ikke noget at iføre sig shorts og bøllehat, hvis ikke man vil tages for en turist. Følgelig gik jeg i Italien konsekvent i skjorte, pæne lange bukser og lædersko.

Der ude på tangen gik det nu lidt for vidt. Det havde nok været en idé om jeg havde taget sko og strømper af i hvert fald til sidst. Da jeg først havde fået pjaskvåde sko og sokker overvejede jeg et øjeblik at fortsætte hele vejen over. Et halsløst projekt, som jeg hurtigt opgav. Det var for glat, og det så også ud som om det var vanskeligt at komme op på den anden anden side af floden. I stedet sjoskede jeg tilbage og fortsatte ned mod Ponte San Niccoló langs med floden. Det er overraskende behageligt at gå i gennemblødte lædersko og sokker i 30 graders varme.

Ved Ponte San Niccoló faldt jeg over et afrikansk marked, hvor jeg købte et festligt bælte, der i øvrigt viste sig at være lidt for lille. I Firenze er læder det helt store. Jeg må få lavet et ekstra hul i det ved lejlighed, bæltet, for det er virkelig festligt. Det er en skam jeg aldrig går med skjorten ned i bukserne, hverken her eller i Italien.

At sige man tror på kærligheden er en næsten utilgivelig banalitet. Det drejer sig ikke om hvorvidt du tror på kærligheden, det drejer sig om hvordan du vil have den tilberedt og serveret.

Hvad er den bedste plade at sætte på når man angstfuld forsøger at komme i gang med at rydde op på studerekammeret?

Bachs Goldbergvariationer er et muligt valg.. Beroligende, men dog opbyggende - protestantisk etik?

Pink Floyd eller Marillion kan måske også gøre det.. Her er det mere den udtalte tristesse, som tælller.

— 

Det er gerne et dårligt tegn - på manglende fokus og uopfyldte og adspredte ambitioner - når jeg begynder at få brug for en hel hyldemeter til biblioteksbøger.

—

Det er ikke altid man skal ordinere den medicin til sig selv, som samtiden burde tage.

Big Sur - det er lidt af et drømmenavn. Det ligefrem stråler af solskin, strand og blide eventyr.

Jeg ved ikke meget om stedet, udover at mange af Henry Millers bøger er skrevet der. Det er selvfølgelig også noget. 

Og så var der The Thrills fine lille ørehænger, endnu en melankolsk drøm om stranden:

Apropos denne diskussion på Center for Vild Analyses blog, så har jeg aldrig brudt mig så meget om brugen af smileys i offentlige diskussioner på nettet. Spørgsmålet er så måske blot hvornår en diskussion er offentlig og hvornår den er privat?

En sammenligning af den realistiske skildring af John Nash’ skizofreni i A Beautiful Mind - som i øvrigt var langt bedre end jeg havde regnet med - og den mere spegede skildring af fortællerens i Fight Clubs spaltning mellem Jack og Tyler Durden. Det kunne være et interessant emne.

Blot en lille strøtanke efter opgaveaflering. Flere måske senere.

Er hun kompetent til at være folketingskandidat - er hun dygtig nok til offentlig polemik?

Asmaa er helt sikkert en modig kvinde og hendes evne til at provokere har noget for sig - men spørgsmålet er hvad provokationen skal bruges til - hvad kommer der bagefter?

Får hun ordentlig rådgivning og modspil fra partifællerne på det af ydre omstændigheder vigtige religionspolitiske område? Har Enhedslisten egentlig en gennemtænkt og hensigtsmæssig religionspolitik - også - det er jo tilsyneladende nødvendigt i disse år - på det mere symbolske eller ‘værdimæssige’ niveau?

Tu quoque-henvisningen til Margrethe Auken - i dagens debat med Villy Søvndahl på P1 -er af flere årsager temmelig kluntet. Er der grund til at optrappe en strid med SF? Er sagen ikke i virkeligheden - forhåbentlig - at Margrethes religiøse virke er mere eller mindre lige så politisk uproblematisk som Asmaas?

At pege på Nihad Riazi ville muligvis fra Asmaas position også virke kluntet, men det ville i konteksten virke mere rimeligt - Riazi har jo faktisk langet ganske voldsomt ud efter Asmaa. Ganske vist har Riazi vistnok ikke nogen fremtrædende tillidshverv i SF men Riazis, på baggrund af hendes iranske baggrund forståelige, men ikke desto mindre stærkt overdrevne had til enhver form for religion er muligvis mindst lige så stor et problem som Asmaas påståede tvivlrådighed i forhold til dødsstraf, homoseksuelle og jeg skal gi’ dig skal jeg.

Riazi har på programmet haft følgende:

For at bekæmpe den religiøse indblanding i samfundets og borgernes tilværelse:

- skal der være fuldstændig adskillelse mellem religion og stat og undervisning. Enhver religiøs indblanding i politik, undervisning og opdragelse af børn skal ikke være tilladt.

- skal enhver officiel religion afskaffes; at bære religiøse symboler for børn under 16 år skal forbydes. de etniske/religiøse skoler skal afskaffes /  kristendomsundervisning på folkeskoler skal erstattes med undervisning i religionernes historier på godt og ondt!

Citat fra Nahid.dk. Særligt det første punkt kan næppe være særligt spiseligt i et frisindet parti som SF. Hermed på ingen måde sagt at Riazi ikke skulle høre hjemme i SF - forhåbentlig møder hun også rettidig modstand i partiet på dette område.

Er religionskritik et muligt satsningsområde for venstrefløjen? Jeg mener nu nok man bør satse på ideologikritikken - den nyliberale eller populistiske scienticisme/objektivisme er såmænd langt mere farlig her og nu end diverse perifere fundamentalismer.

Og kunne vi så for helvede da ikke snart komme til at snakke om noget andet. De globale, nationale og lokale problemer med ulighed og andre uheldige følger af kapitalismens hærgen, samfundenes svækkelse, miljø- og energikrisen og så videre og så videre. 

Hele debatten om visse fromme muslimers afvigende adfærd og visse tilstødende diskussioner i almindelighed og balladen om Asmaa, hendes slør og hendes måde at hilse på etc. i særdeleshed minder mig om den nordiske sædelighedsfejde eller lignede fænomener.

Det forekommer mig at der på en eller anden måde er noget af det samme på spil når Jørgen Leth kommer en tur gennem maskinen fordi han dyrker meget unge sorte piger og når Asmaa skal onduleres fordi hun går med tørklæde og ikke vil gi’ hånd.

I begge tilfælde synes det mig at normalitetens dyrkere farer frem blændet af forargelse og med alle mulige midler søger at ensrette den formastelige afviger. De glemmer det gamle mundheld: alt med måde - selv mådehold.

Ikke fordi sædelighed er et område jeg ikke mener man bør kunne diskutere - også på politisk niveau. Nogen forhold som dybest set har med vores helt private/personlige kropslige, seksuelle eller sociale udfoldelser at gøre bør med rette reguleres af fællesskabet.

Men der skal fanme da være plads til den personlige udfoldelse. Sædeligheden - normerne - skal ikke blive for snærende. Hverken snerper eller liderkarle skal tvinges unødigt - i særdeleshed ikke hvis deres personlige præferencer i virkeligheden ikke skader andet end andres selvgode snæversyn.

I det mindste skal sædelighedskæmperne slås med åben pande og gøre det klart for sig selv og hinanden at det er sædeligheden - den offentlige moral - de søger at fastlægge grænserne for, i stedet for at opfinde alle mulige mere eller mindre løjerlige påskud. Så godt det end er at være liberal i disse spørgsmål er det et dårligt liberalt selvbedrag at tro at sædeligheden ikke kan eller bør diskuteres.

Jeg skal også i gang med at forfatte Islamdebattens stråmænd III - på et tidspunkt faldt det mig ind at et passende udgangspunkt nok var at jeg kastede mig over Pittelkow/Jespersen-parrets Islamister og naivister.

Parret er i en dansk sammenhæng formodentlig det mest fremtrædende eksempel på en position som eksplicit tager afstand fra det egentlige fremmedhad, repræsenteret ved Dansk Folkeparti men alligevel som “islamkritikere” ofte angribes af Dansk Folkepartis modstandere for i realiteten at være så tæt på dette partis synspunkter, at forskellen er så godt som ens. Samtidig er Karen Jespersens rejse fra venstre mod højre naturligvis også interessant - blandt andet fordi hun jo hævder at hendes holdninger til islamspørgsmålet også - især - giver mening ud fra en “autentisk” venstreorienteret position.

I den seneste udgave af Weekend-Avisen (4.-5. april, 2007) finder man hele tre artikler af Frederik Stjernfelt som også er interessante i denne sammenhæng. Anmeldelser af britiske Nick Cohens kritik af venstrefløjen What’s Left og af Caroline Fourests La tentation obscurantiste samt et stort interview med sidstnævnte samt to andre medarbejdere fra Charlie Hebdo, det franske blad som fornyligt vandt den franske “Muhammed-retssag”.

Jeg har tidligere omtalt Caroline Fourest - med en vis sympati, må man sige - dette seneste interview føjer nuancer til min vurdering, for eksempel finder jeg det ganske interessant at hun nævner “den danske eks-minister”, dvs. Karen Jespersen, med sympati. Fourest har næppe noget videre kendskab til Karen Jespersens meritter bortset fra i debatten om islam, i særdeleshed debatten om venstrefløjens forhold til ‘islamismen’.

Hvis hun havde ville hun forhåbentlig ikke være helt så begejstret for Jespersen, som på enhver måde i dag må betragtes som eksponent for en moderne omend forholdsvis moderat europæisk højretænkning: nyliberalisme + kulturel og social konformisme og konservatisme.

I øvrigt har jeg indtryk af at den fransk-danske forbindelse i denne diskussion giver anledning til en række misforståelser som er begrundede i vore forskellige traditioner for national og religiøs praksis og selvforståelse. For eksempel har Karen Jespersen jo lige meldt sig ind i et dansk politisk parti, som rent faktisk har en religionspolitik, der står meget langt fra den ganske radikale franske sækularisme som Fourest plæderer for. Omvendt er det mit indtryk at mange danskere især fra det borgerlige spektrum misforstår de franske ‘islamkritikere’, idet de kun opfatter deres islamkritik, men ikke fanger den underliggende skarpe sækularisme, som i visse tilfælde nærmer sig fjendtlighed overfor enhver religion.

Der er mange bolde i luften i den diskussion. Mange nåle i høstakken. Mange frontafsnit som skal dækkes af. Oven i købet betragter jeg i et vist omfang hele denne diskussion som noget man burde få afsluttet i en fart, så vi i stedet kunne bruge krafterne på mere væsentlige emner. Men foreløbig prikker jeg altså alligevel lidt til høstakken.

Jeg vil egentlig gerne skrive et eller andet om den ballade der er opstået omkring Safia Aoude efter at Nyhedsavisen valgte at viderebringe visse af Lars Hedegaard og Helle Merete Brix’ beskyldninger mod hende samt rapportere om den for Aoudes typiske konfrontatoriske reaktion på disse beskyldninger: at hænge hagekors på de to islamistjagere.

Men hvad skal man sige? Hedegaard og Brix er ganske vist nogen afskyelige smædekampagnemagere men Safia Aoude er bestemt heller ikke for god.

Pladren og gensidig tilsvining på semiseriøse hjemmesider: og så ender det hele med presseballade og en mulig eksklusionssag i den Konservative Vælgerforening i København.

På en eller anden måde føler jeg mig medansvarlig på grund af den lille polemik jeg havde med Safia Aoude her i efteråret, og som sagt bør jeg vist også skrive noget om den verserende ballade. Men det bliver ikke nu.