Onkel Hennings noter

At sige man tror på kærligheden er en næsten utilgivelig banalitet. Det drejer sig ikke om hvorvidt du tror på kærligheden, det drejer sig om hvordan du vil have den tilberedt og serveret.

Hvad er den bedste plade at sætte på når man angstfuld forsøger at komme i gang med at rydde op på studerekammeret?

Bachs Goldbergvariationer er et muligt valg.. Beroligende, men dog opbyggende - protestantisk etik?

Pink Floyd eller Marillion kan måske også gøre det.. Her er det mere den udtalte tristesse, som tælller.

— 

Det er gerne et dårligt tegn - på manglende fokus og uopfyldte og adspredte ambitioner - når jeg begynder at få brug for en hel hyldemeter til biblioteksbøger.

—

Det er ikke altid man skal ordinere den medicin til sig selv, som samtiden burde tage.

Da Nick og Jay først dukkede op troede jeg en tid lang at de var én person der kaldte sig Nigger-Jay.

Jeg kan ikke have været den eneste.

Big Sur - det er lidt af et drømmenavn. Det ligefrem stråler af solskin, strand og blide eventyr.

Jeg ved ikke meget om stedet, udover at mange af Henry Millers bøger er skrevet der. Det er selvfølgelig også noget. 

Og så var der The Thrills fine lille ørehænger, endnu en melankolsk drøm om stranden:

In a field
I am the absence
of field.
This is
always the case.
Wherever I am
I am what is missing.

When I walk
I part the air
and always
the air moves in
to fill the spaces
where my body’s been.

We all have reasons
for moving.
I move
to keep things whole.

fra Mark Strand: Sleeping with One Eye Open, 1964

Apropos denne diskussion på Center for Vild Analyses blog, så har jeg aldrig brudt mig så meget om brugen af smileys i offentlige diskussioner på nettet. Spørgsmålet er så måske blot hvornår en diskussion er offentlig og hvornår den er privat?

Nogen gange er det ikke de klogeste som har ret.

En sammenligning af den realistiske skildring af John Nash’ skizofreni i A Beautiful Mind - som i øvrigt var langt bedre end jeg havde regnet med - og den mere spegede skildring af fortællerens i Fight Clubs spaltning mellem Jack og Tyler Durden. Det kunne være et interessant emne.

Blot en lille strøtanke efter opgaveaflering. Flere måske senere.

Det mærkelige ved spøgelser er egentlig ikke så meget at de er åndelige væsener, det mærkelige er deres underligt udefinerbare, uafklarede og omskiftelige kropslighed.

På et tidspunkt må jeg have fundet dette indlæg på Luftskibet interessant. I dag gider jeg ikke læse det. I det hele taget gider jeg ikke rigtig foretage mig noget fornuftig. Suk!